Wilbek har luret Tjekkiet: Vi kender deres ømme punkter

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Tjekkiet har skuffet en anelse ved EM, hvor Danmarks kommende modstander blot har fået et enkelt point i de to første gruppekampe.

Landstræner Ulrik Wilbek havde forventet mere fra tjekkerne, der har tabt 20-30 til Østrig og spillet 24-24 mod Makedonien.

- Før turneringen havde jeg nok forventet, at vi skulle møde et hold, der havde fire point på nuværende tidspunkt.

- Jeg havde umiddelbart set Tjekkiet som det stærkeste hold i gruppen ud over os selv, siger Ulrik Wilbek.

- Det har så vist sig, at det har været rimelig jævnt mellem Makedonien og Tjekkiet.

- Tjekkerne havde en decideret offday mod Østrig, men mod Makedonien begyndte man at se tegningen til, hvad de kan. De har ikke spillet på maks niveau endnu. Det håber jeg heller ikke, at de rammer mod os, siger landstræneren.

- Vi er favoritter mod Tjekkiet - nogle vil sige kæmpefavoritter. Men det ændrer ikke på, at vi skal have de to point, og de kommer ikke af sig selv. Dem skal vi kæmpe os til, siger Wilbek.

Landstræneren er opmærksom på både tjekkernes stærke og svage sider.

- De er normalt ganske godt kørende i forsvaret. De er ikke så hurtige som østrigerne og nogle af makedonerne.

- De har en meget stærk målmand i Petr Stochl, og så har de en af verdens allerbedste håndboldspillere i Filip Jicha. De har også en anden god venstreback i Pavel Horak. Det er deres tre nøglespillere.

- Derudover har de en højre side, som ikke er så stærk. Det vil vi være opmærksomme på. Jeg har set svaghedstegn på både fløjen og backen, siger Ulrik Wilbek.

Kampen mod Tjekkiet bliver spillet i Boxen i Herning klokken 20.30. Danskerne er allerede sikret en plads i mellemrunden. Opgøret mod Tjekkiet kan dog få betydning for, hvor mange point holdet tager med videre til mellemrunden.

/ritzau/