Wilbek: Pytlicks taktik-trick kan blive forbudt

Skrevet af admin

16/12/2014

Mest læste i dag

Da landstræner Jan Pytlick fra det 17. minut i mandagens EM-kamp mod Ungarn tog sin målvogter ud i hvert eneste danske angreb og satte en ekstra markspiller ind, fik det markant betydning for kampforløbet.

Ungarerne fandt aldrig et modtræk til det danske overtalsspil, og Pytlick bliver hyldet i de danske medier og blandt sine spillere for den iskolde manøvre.

Men det er ikke i hele verden, man vil dele begejstringen over den udvikling, håndbolden har taget, mener DHF's sportschef Ulrik Wilbek.

- Hvis det spreder sig, så tror jeg, der kommer en regel imod det. På et tidspunkt kan man godt spørge sig selv: Var det dét, vi ville med sporten?

- Jeg ved, at der allerede er snak om det her i det internationale håndboldforbund (IHF), fordi man synes, det kan blive for meget. Hvis det viser sig så kampafgørende, som det var mod Ungarn, så tror jeg, man vil se en regel imod det, siger Wilbek.

Når Pytlicks skaktræk med at sætte Kristina Kristiansen ind som syvende markspiller fik så stor effekt og kunne holdes kørende i næsten tre kvarter, skyldtes det dog også ubehjælpsomt ungarsk forsvarsspil.

Wilbek er langt fra imponeret over den ungarske reaktion - eller mangel på samme.

- Hvis jeg havde været træner, ville jeg have forsøgt en hel masse ting. Og det var ikke nogen af de ting, Ungarn forsøgte, griner Wilbek.

Han forstår ikke, at ungarerne ikke skruede tempoet i vejret og dermed gjorde det svært for danskerne at skifte en "rigtig" målvogter ind, når de havde afsluttet et angreb.

- Efter to angreb ville jeg have taget en timeout og sagt: Nu løber vi bare. Vi løber og løber. I det mindste skal vi sørge for, at Kristina Kristiansen bliver tvunget til at stå i det danske mål, hver gang vi angriber. Det er ufatteligt, at de ikke gjorde det.

Wilbek roser Pytlick for trækket, fordi det gjorde, at danskerne gik til angreb på et hjemmehold, der ikke var helt på toppen.

- Vi skulle sørge for at tage initiativet, fordi ungarerne nok var mere nervøse for ikke at slå til. Der var et pres på dem, og det skulle vi udnytte. Det var rigtig godt set, siger Ulrik Wilbek.

/ritzau/