William Kvist får lejeaftale i Fulham

admin

|

30/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fodboldlandsholdsspilleren William Kvist skifter fra Stuttgart til Fulham på en lejeaftale for resten af sæsonen. Det oplyser Fulham på sin hjemmeside.

Premier League-klubben har også sikret sig en option på at gøre klubskiftet permanent til sommer.

I Fulham kan William Kvist komme til at spille sammen med sin tidligere klubkammerat i FC København, nordmanden Brede Hangeland. En væsentlig detalje for den danske landsholdsspiller.

- Jeg er rigtigt glad for at have fået den her aftale, og jeg ser virkelig frem til at bidrage med noget til denne fantastiske klub.

- Jeg har selvfølgelig hørt en masse gode ting fra Brede og det har været et af mine mål at komme lige præcis her, siger William Kvist til Fulhams hjemmeside.

William Kvist trænede allerede torsdag med sine nye holdkammerater og havde en samtale med sin nye træner, den tidligere Brøndby-træner Rene Meulensteen.

- Min første træningssession var perfekt. Det var godt at møde gutterne og få en snak med Rene Meulensteen om de taktiske koncept og om hans idéer. Så jeg ser meget frem til min tid her, fortsætter han.

Den danske landsholdsspiller vil meget gerne spille for Fulham allerede i weekenden mod Southampton.

- Selvfølgelig vil jeg det, men cheftræneren vil gerne se, om jeg er i træning og i stand til at spille. Det mener jeg, at jeg er, selv om jeg ikke har spillet for Stuttgart i år.

Fulham er for tiden næstsidst i Premier League - to point under nedrykningsstregen.

/ritzau/