Wimbledon: Wozniacki slingrer videre til tredje runde

Skrevet af admin

02/07/2015

Mest læste i dag

Caroline Wozniacki kom i pludselige problemer, da den danske tennisstjerne torsdag spillede sig frem til tredje runde ved Wimbledon.

Med truende regnskyer hængende over tennisanlægget vandt Wozniacki med 6-1 og 7-6 over tjekkiske Denisa Allertova.

Den tidligere danske verdensetter var på vej til at afgøre kampen i lyntempo, men foran 5-1 i andet sæt sendte en meget nervøs Wozniacki sig selv på overarbejde.

Selv om det var de to spilleres første indbyrdes møde, så var femteseedede Wozniacki på forhånd udråbt til storfavorit mod Allertova, der blot rangerer som nummer 83 på verdensranglisten.

Wozniacki viste sig straks som den stærkeste af de to, og danskeren skulle blot bruge 24 minutter på at nappe første sæt.

Serven var både præcis og hård fra den danske favorit, og Allertova blev på den måde sat under et hårdt pres.

Når tjekken havde serve-retten, så var Wozniackis returneringer særdeles gode, hvilket udmøntede sig i en 5-0-føring i første sæt, før det lykkedes Allertova at holde sin serv for første gang i kampen.

Wozniackis modstander kom bedre ud til andet sæt, men efter lidt tid måtte den 22-årige tjekke igen bukke under for det konstante danske pres.

Bagud 1-5 lykkedes det alligevel Allertova at få brudt Wozniackis serv to gange og ændre stillingen til en føring på 6-5.

En nervøst spillende Wozniacki kunne slet ikke få sit spil til at hænge sammen, men til sidst fik hun reddet andet sæt ud i en tiebreak.

Med små dryp fra oven og en mulig afbrydelse i sigte, vandt Wozniacki tiebreaken med 8-6. Et muligt scenarium var, at danskeren måtte blive hængende på tennisanlægget i flere timer i tilfælde af en regulær regnbyge.

I tredje runde møder Wozniacki italienske Camila Giorgi, som har vundet to gange over danskeren i tre indbyrdes kampe. De to spillere har mødt hinanden en enkelt gang på græs med dansk sejr til følge.

/ritzau/