Wolfsburg-skade kan åbne døren for Bendtner

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Wolfsburgs nyindkøbte angriber Max Kruse er skadet og ude i de næste ti dage, og det kan give Nicklas Bendtner mulighed for mere spilletid i de kommende kampe.

Kruse har været stamspiller på en af de offensive pladser i denne sæson, og det har betydet, at Bendtner har haft meget langt til spilletid.

Ved mandagens træning pådrog Kruse sig en muskelskade og kunne derfor ikke være med i tirsdagens pokalkamp hjemme mod Bayern München. Wolfsburg var forsvarende pokalmester, men tabte 1-3.

Tirsdag oplyste Wolfsburg til Ritzau, at Bendtner var med i truppen på 19 spillere, hvor der skulle sorteres en mand fra inden kampen i anden runde mod Bayern München.

Bendtner slap gennem nåleøjet, men den danske landsholdsspiller sad alligevel på bænken i hele kampen. Det var fjerde kamp i træk, at Bendtner slet ikke fik spilletid.

Hollænderen Bas Dost spillede derimod hele kampen som frontangriber, mens André Schürrle kom ind, da der skulle satses i den sidste halve time. Schürrle scorede i slutminutterne til 1-3.

Kruse, som har scoret tre mål i Bundesligaen, er mindst ude i de næste to kampe - lørdag mod Bayer Leverkusen i ligaen og tirsdag mod PSV Eindhoven i Champions League.

- Vi har rigeligt med spillere, der kan tage over, siger Wolfsburg-træner Dieter Hecking til Kicker uden at nævne Bendtners navn.

Wolfsburgs back Christian Träsch udgik i øvrigt med en hofteskade efter 26 minutter mod Bayern München, men det vides endnu ikke, hvor slem skaden er.

/ritzau/