Wozniacki blæser i tredje Wimbledon-runde

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

Caroline Wozniacki er klar til tredje runde i Wimbledon, og danskeren har endnu ikke brugt mange kræfter i den traditionsrige turnering.

Onsdag vandt danskeren stensikkert i to sæt 6-3, 6-2 over briten Naomi Broady i en kamp, der var overstået på lige omkring en time.

Broady er nummer 163 på verdensranglisten, og kvalitetsforskellen var tydelig mod Wozniacki, der er seedet 16 i turneringen.

Kampen var oprindelig programsat til bane 12, men med kort varsel blev den flyttet ind på den noget større bane 1.

De fornemme omgivelser og støtten fra hjemmepublikummet hjalp dog ikke Broady mod overmagten.

Den tårnhøje brite har serven som et giftigt våben og leverede da også fem serveesser, men meget mere havde hun heller ikke i posen.

Wozniacki fortsatte de sikre takter, hun viste i opvarmningsturneringen i Eastbourne i sidste uge, og danskerens serv ser bedre ud end længe.

Men hvor stærk hun reelt er, er vanskeligt at vurdere, før der kommer stærkere modstandere på banen.

Det er første gang i tre år, at Wozniacki når frem til tredje runde i Wimbledon. I tredje runde venter en ny - på papiret - overkommelig opgave, når kroaten Ana Konjuh står på den anden side af nettet.

Konjuh er aktuelt nummer 189 i verden, men overraskede voldsomt ved at besejre belgieren Yanina Wickmayer i anden runde.

Kampen i tredje runde afvikles formentlig fredag.

/ritzau/