Wozniacki får svært ved at afværge nyt markant fald

Redaktionen

424 uger siden

|

22/08/2016

Dagens topnyheder

Tennisspilleren Caroline Wozniacki holdt fast i sin placering som nummer 51, da verdensranglisten blev opdateret mandag. Men hun kan meget vel rasle et godt stykke ned om en uge.

Således stiller danskeren i denne uge op til WTA-turneringen Connecticut Open i New Haven, og her har hun en plads i semifinalen og 185 point at forsvare fra sidste år. Dengang var Wozniacki nummer fire i verden.

Fjerner man de 185 point, vil hun ligger nummer 80, men så enkelt er regnestykket dog ikke om en uge, da også andre spillere har point at forsvare, og resultaterne i diverse turneringer i denne uge også vil påvirke listen.

Wozniackis store udfordring er, at hun har fået en noget svær lodtrækning. Allerede i anden runde står hun til at møde den topseedede polak Agnieszka Radwanska, der sidder over i første runde.

Inden det møde kan blive aktuelt, skal danskeren lige forbi Jelena Ostapenko fra Letland, der ligger nummer 39 i verden.

Det kan blive svært nok mod den 19-årige lette, der i 2016 har taget flere flotte sejre og er avanceret markant på verdensranglisten.

Ostapenko og Wozniacki har aldrig mødt hinanden før. Deres første opgør er programsat til at blive spillet sent mandag aften dansk tid. Omkring midnat er et realistisk bud.

/ritzau/