Wozniacki har udsigt til Maria Sharapova ved US Open

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki får en overkommelig start, når hun i næste uge tager hul på årets sidste grand slam-turnering, US Open.

Torsdagens lodtrækning i New York formede sig sådan, at danskeren skal møde slovakken Magdalena Rybarikova i første runde.

Det er blot en uge siden, at de senest tørnede sammen på det amerikanske hard court. Da vandt danskeren nemt 6-2, 6-3 over verdens nummer 68 i Cincinnati.

Klarer Wozniacki den første forhindring, kan hun i anden runde meget vel ramle ind i endnu en slovak nemlig Anna Schmiedlova.

Hun skal dog først besejre en endnu unavngiven kvalifikationsspiller i første runde.

Hvis seedningerne ellers holder, skal Wozniacki møde tyske Andrea Petkovic i tredje runde. Hun rangerer som nummer 19 i verden, og danskeren har vundet to ud af de tre indbyrdes møder.

I ottendedelsfinalen kan det blive meget svært for Wozniacki. Her er hun seedet til at møde russeren Maria Sharapova, som danskeren har tabt til fem ud af syv gange.

Deres eneste møde ved US Open faldt dog ud til Wozniackis fordel i 2010.

US Open begynder mandag. Det er kulminationen på den amerikanske hard court-sæson. Her har Wozniacki vist flotte takter i Montreal og Cincinnati, hvor hun begge gange røg ud efter tætte opgør mod verdens nummer et, Serena Williams.

Onsdag led danskeren så et tidligt exit i New Haven, hvor italieneren Camila Giorgi viste sig for stærk.

/ritzau/