Wozniacki kæmper sig til sejr over stærk tysker

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Det lignede en svær opgave og blev det, men Caroline Wozniacki leverede tirsdag varen i første runde af den stærkt besatte WTA-turnering - Dubai Tennis Championships.

Den danske tennisdronning sled sig til en sejr i tre sæt over tyske Sabine Lisicki. Det endte med Wozniacki-sejr på 2-6, 6-3, 6-3 over verdens nummer 15.

- Jeg vidste, hun ville komme ud og gå efter sine slag. Jeg følte mig et skridt bagud. I andet sæt begyndte jeg at serve rigtig godt, jeg var rigtig godt tilfreds med mine server, sagde Wozniacki efter kampen ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Jeg fik en masse returneringer dybt tilbage, og lige pludselig ændrede kampen karakter. Jeg begyndte at angribe mere fra min baghåndsside mod hendes baghånd og fik hende ud at løbe, sagde Wozniacki.

Danskeren ligger nummer 11 i verden og er ottendeseedet i turneringen.

Den tidligere verdensetter trængte til sejr og medgang. Hun har ikke fået nogen imponerende start på 2014, og sidst i januar valgte hun igen at skifte træner i et forsøg på at vende den negative trend.

Debuten med den nye træner, Michael Mortensen, blev dog en skuffelse, da Wozniacki røg ud i første runde af WTA-turneringen i Doha i sidste uge.

Men denne uge begyndte altså godt for Wozniacki, der får en overraskende modstander i anden runde.

Her venter tyske Annika Beck, der overraskende besejrede australske Samantha Stosur i tre sæt med cifrene 1-6, 6-1 og 6-4.

/ritzau/