WTA kårer Williams som årets bedste efter rekordår

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Det kunne ikke rigtig være anderledes. Serena Williams måtte kåres som årets kvindelige tennisspiller og blev det fredag af kvindernes forbund, WTA.

Hun vandt Grand Slam-turneringerne French Open og US Open og rundede sæsonen af med at triumfere ved sæsonfinalen i Istanbul, hvor årets otte bedste vanen tro stillede til start.

I en alder af 32 år var det imponerende, hvilken magtdemonstration hun præsterede gennem det meste af sæsonen.

Hun vandt 11 WTA-turneringer, hvilket er det højeste antal, en kvinde har præsteret, siden Martina Hingis vandt 12 i 1997.

I alt vandt hun 78 kampe, hvilket ingen har gjort bedre, siden Kim Clijsters vandt 90 kampe i 2003.

På pengefronten efterlod hun slet ingen tvivl. I pengepræmier vandt hun 12.385.572 dollar, hvilket svarer til mere end 63 millioner kroner. Dermed slog hun Victoria Azarenkas rekord fra 2012, der lød på 7.923.920 dollar.

Endelig slog hun også rekorden, da hun i februar blev historiens ældste verdensetter på kvindesiden.

I kategorien for at være den spiller, der har forbedret sig mest i 2013, vandt rumæneren Simona Halep. Hun startede året som nummer 47, men sluttede det på 11. pladsen.

/ritzau/