WTO-aftale har stort potentiale for dansk erhvervsliv

Skrevet af admin

07/12/2013

Dagens topnyheder

Den globale aftale i verdenshandelsorganisationen WTO, der blev vedtaget på Bali mellem 160 lande lørdag morgen dansk tid, giver anledning til optimisme i dansk erhvervsliv.

Aftalen i World Trade Organisation har til formål at lette handlen gennem enklere og faste rammer for producenter, eksportører og importører, og den har et stort potentiale for dansk handel, fortæller Kristoffer Klebak, der er chef for Dansk Erhvervs internationale afdeling.

- Det har stor betydning for danske eksportører, der har varer, som skal aftoldes i andre lande i for eksempel Afrika eller Latinamerika, hvor tingene ikke foregår lige så hurtigt som i Danmark.

- Det kan gøre en stor forskel i de lande, der fortsat ikke har moderniseret deres toldsystem, siger han.

Aftalen kaldes historisk fra flere fronter, og Kristoffer Klebak tillægger også en signalværdi i, at den nu endelig er gennemført.

- Mødet på Bali var "make it or break it", fordi det har stået på så lang tid. Hvis der ikke kom en eller anden form for resultat fra Bali, ville WTO for alvor miste sin værdi. Det vi kan se nu er, at de er tilbage på sporet, og det er meget positivt, siger han.

Ifølge Peter Thagesen, der er afsætningspolitisk chef i Dansk Industri, er der store besparelser at hente.

- Ud fra de tal, som vi har, så regner vi med, at omkostningerne på global basis vil falde mellem 10 og 15 procent, og det er noget, der kommer os alle sammen til gode.

- Forhandlingerne har stået på i 12 år, og det er der mange af os, der har været frustreret over undervejs, men udsigterne er positive, siger han.

Peterson Institute for International Economics i Washington anslår, at aftalen potentielt kan tilføre den globale økonomi 1600 milliarder dollar eller 21 millioner job, heraf 18 millioner i udviklingslandene.

/ritzau/