Yahya Hassan: Jeg blev revet i hestehalen og slået i ansigtet

Skrevet af Kristine Bugbee

20/04/2015
Polfoto

Mest læste i dag

Ifølge Nationalpartiets formand Kashif Ahmad blev folketingskandidat og digter Yahya Hassan overfaldet på et københavnsk diskotek i weekenden. Nu bekræfter Yahya Hassan selv episoden.

- I weekenden var jeg inde på et diskotek i København med nogle venner. Jeg står og snakker med en kvinde da en person pludselig hiver mig hårdt i hestehalen bagfra, jeg vender mig mod vedkommende og tager en arm ud foran mig for at holde ham på afstand, da en anden person giver mig en knytnæve i ansigtet. Jeg uddeler det man vil betegne som et frontspark til de to mest aggressive foran mig. Først da træder livvagterne til, skriver den nyslåede politiker på Facebook.

- Sidst mine livvagter blev omgået og jeg forsvarede mig selv, blev jeg dømt for vold i byretten. Den sag er anket til landsretten og jeg håber at denne episode kan vise hvordan tingene forholder sig. God solskinsdag derude!

Den formodede gerningsmand er ifølge Kashif Ahmad blevet identificeret efter overfaldet, skriver Ritzau.

Mandag formiddag deltager Yahya Hassan i et foredrag på Nørre Gymnasium. Først derefter vil Nationalpartiet gå til politiet med sagen, oplyser Kashif Ahmad.

Yahya Hassan er blevet bedt om at tage det med ro den næste tid.

- Jeg har sagt, at han skal få hvilet sig og tage nogle dage fri fra sit politiske virke og det arbejde, vi foretager os sammen, siger Kashif Ahmad til Ritzau.