Yderligere to er anholdt i sag om Syrienkrigere

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

I forbindelse med torsdagens aktion, hvor fire påståede Syrien-krigere er anholdt, er yderligere to personer anholdt.

Men i modsætning til de fire tidligere anholdte, er de to sidste ikke sigtet for overtrædelse af straffelovens terrorparagraf, men for overtrædelse af våbenloven.

- Københavns Politi mener, at de kan relateres til fund af våben og ammunition under dagens ransagninger, hedder det i en pressemeddelelse.

Tidligere torsdag blev fire personer anholdt i Storkøbenhavn for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat (IS).

Anholdelserne er resultatet af et samarbejde mellem Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Københavns Politi.

Alle fire har været i Syrien, hvor de har ladet sig hverve af Islamisk Stat, mener politiet, som ved aktionen fandt våben og ammunition hos de anholdte.

Det er altså tilsyneladende disse våben, der har ført til anholdelserne af yderligere to personer.

Alle seks anholdte vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør.

/ritzau/