Yemens regering og Houthi-oprørere vil forhandle i FN-regi

Skrevet af admin

19/10/2015

Mest læste i dag

Yemens regering går nu med til at forhandle med oprørerne i Houthi-bevægelsen under overværelse af FN med fokus på at slutte konflikten, som brød ud i lys lue i starten af året.

Omkring 4500 er ifølge AFP blevet dræbt, siden krigen blev international i marts, da Saudi-Arabien i spidsen for en arabisk koalition indledte luftangreb i det fattigste land på Den Arabiske Halvø.

FN mangler stadig at offentliggøre dato og sted for samtalerne, men de skal sandsynligvis afholdes i Genève i Schweiz.

- Ja, vi er blevet enige om at deltage (i samtalerne, red.), siger Rajeh Badi, talsmand for regeringen.

Det første forsøg på at mægle mellem parterne fandt sted i juni i Genève mellem de regeringstro styrker og Houthi-oprørerne, men det endte, uden at de stridende parter nåede at sætte sig til forhandlingsbordet.

I sidste måned trak regeringen sig fra samtaler i FN-regi, som skulle afholdes i Oman, efter at have insisteret på, at houthierne trak sig fra bevægelsens besatte områder i Yemen.

Talsmanden undlader at kommentere, hvorvidt regeringen under præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi har fået garantier på kravet om, at houthierne trækker sig.

Houthierne overtog hovedstaden, Sanaa, i september 2014 uden nævneværdig modstand og fortsatte med at brede sig til flere områder i landet.

Saudi-Arabien har siden marts stået i spidsen for en arabisk koalition med henblik på at genindsætte præsident Hadi, som nu befinder sig i havnebyen Aden.

/ritzau/AFP