Zaza bekræfter: Jeg følger med Laudrup til Qatar

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

39-årige Karim Zaza bliver genforenet med Michael Laudrup.

Zaza skal være målmandstræner i Qatar-mesterklubben Lekhwiya SC, hvor Michael Laudrup er blevet præsenteret som ny cheftræner. Zaza har tidligere spillet under Laudrup i Brøndby.

- Det er et eventyr og en stor chance for at få foden inden for i målmandstræner-verdenen, siger Karim Zaza til tv2.dk.

- Jeg har spillet for ham i Brøndby, dengang han trænede klubben, og åbenbart efterladt et godt indtryk. Og jeg har hilst på ham, når vi har mødtes, men vi har ikke haft tæt kontakt, siger Karim Zaza, der har lavet en etårig aftale med Lekhwiya SC.

- Jeg har arbejdet lidt som målmandstræner i Vendsyssel FF, hvor jeg også har stået på mål. Men da jeg fik chancen for det her, sagde jeg til klubben, at de måtte respektere, at jeg traf det valg, og det har de heldigvis gjort, siger Karim Zaza.

Dansk-marokkanske Zaza er tre gange blevet kåret som Superligaens bedste keeper. Laudrup har stået uden job siden fyringen i Premier League-klubben Swansea i februar.

/ritzau/