Zlatan skyder PSG et skridt tættere på fransk mesterskab

Skrevet af admin

17/03/2014

Dagens topnyheder

Paris Saint-Germains svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic var sent søndag aften manden bag parisernes 2-0-sejr hjemme over Saint-Etienne i den franske Ligue 1.

Ibrahimovic scorede begge hjemmeholdets mål. Det første faldt efter 14 minutter, og det sidste blev sat ind fire minutter før pausen.

Svenskeren er topscorer i Ligue 1 med 23 mål, hvilket er ni mere end listens nummer to, Zlatans holdkammerat Edinson Cavani.

Med sejren styrker Paris Saint-Germain sin position som ligaens førerhold. Den nyrige klub er nu otte point foran Monaco, og meget skal gå galt, hvis ikke hovedstadsklubben skal genvinde det franske mesterskab.

Monaco vandt tidligere søndag en kneben 3-2-sejr ude over Olympique Lyon. Dimitar Berbatov, James Rodriguez og Valere Germain stod for monegaskernes scoringer, mens Jimmy Briand scorede begge Lyons mål.

/ritzau/