Zohore: Svært at blive accepteret i Brøndby

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Når man først har spillet for ærkerivalen FC København, så er det ikke nemt at blive en favoritspiller hos Brøndbys fans.

Det har Kenneth Zohore fået lov at mærke på den hårde måde i et stykke tid, men i søndagens 3-0-sejr hjemme over AGF, var der tegn på bedre tider.

Brøndbys fans var tilfredse med Zohore, som scorede et mål og lavede en assist, og angriberen blev tiljublet efter kampen.

- Det varmede hjertet. Der har været - ikke problemer - men jeg har godt kunnet mærke, at det har været svært at acceptere mig herude. Jeg bebrejder dem ikke, siger Zohore.

I øjeblikket spiller Fiorentina-ejede Zohore på en etårig lejeaftale i Brøndby. Et permanent skifte kan komme på tale efter denne sæson, hvis klubberne kan blive enige om salgsprisen.

- Det var dejligt, at fansene råbte mit navn efter kampen. Det blev jeg rigtig glad for. Jeg har det godt herude, og jeg kunne godt tænke mig at blive i klubben, men det tager jeg til sommer, siger Zohore.

Brøndby rykkede op på fjerdepladsen i Superligaen med søndagens sejr, og præstationen var mere end godkendt, mener Zohore.

- Det var selvfølgelig rigtig dejligt at være indblandet i to mål. Det giver god selvtillid til de næste par kampe.

- Selvtilliden i truppen er god. Det er lang tid siden, at vi har tabt. Og det, at vi har gjort det så godt på det seneste, tager vi også med ind til de næste kampe, siger han.

Armbevægelserne bliver holdt nede trods otte kampe i træk uden nederlag og fire clean sheets på stribe.

- Vi holder os til planen og gør, som der bliver sagt. Vi arbejder hårdt og løber meget for hinanden.

- Vi er glade for at vinde og komme op i tabellen, men vi koncentrerer os stadig om at forblive ydmyge og bare kigge frem til den næste kamp, lyder det fra Zohore.

Brøndby møder på udebane førerholdet FC Midtjylland i den næste superligakamp.

/ritzau/