13.500 danskere har mistet livet

Skrevet af Jakob A. Overgaard

21/01/2020
Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard
13.500 danskere har mistet livet. På grund af rygning i 2019. Prøv lige engang at tænk over, hvor trist et tal det er. Det gør rygning til Danmarks største dræber.

Dagens topnyheder

Af Stinus Lindgreen, sundhedsordfører i Radikale Venstre

Og hver dag slutter 40 unge danskere sig lige nu til det klubben af rygere. Derfor vil dødsspiralen fortsætte, hvis ikke vi handler.

Men det gør vi! Et bredt flertal på Christiansborg med bl.a. mit parti Radikale Venstre har netop landet en plan, der for alvor skal gøre noget ved problemet. Vi kan som politikere ikke være andet bekendt.

Med den nye aftale strammer vi grebet om tobaksindustrien, så de får sværere ved at lokke nye rygere til. Fremover bliver tobakken skjult i butikkerne, pakkerne bliver ensartede, og reglerne for reklamer strammes. Og det vil have en stor effekt, vurderer alle fagfolk fra Kræftens Bekæmpelse til Lægeforeningen.

Men det kan ikke stå alene. Vi ved, at rygevanerne starter i de unge år, og at nikotin er voldsomt vanedannende. Samtidig er rygning desværre ofte forbundet med et socialt fællesskab. Man går ud i pauserne med de andre rygere – det er sjovere end at sidde alene tilbage. Vi accepterer også ofte, at rygere lige tager en ekstra rygepause.

Vi er nødt til at gøre op med, at rygning fungerer som socialt klister. Derfor har vi besluttet, at alle grundskoler og ungdomsuddannelser skal være røgfri. Det betyder, at ingen må ryge på skolernes område – hverken elever, ansatte eller besøgende. Derudover er der røgfri skoletid for alle elever, så de heller ikke må ryge andre steder, mens de er i skole.

Ja, det er hårdt – men det er nødvendigt. Der er rigtig gode erfaringer med dette tiltag fra forskellige skoler rundt om i landet, så det giver derfor mening at brede det ud til alle skoler. Børn og unge skal gå i skole for at lære nye færdigheder – ikke for at lære at ryge.

Det er klart, at vores tiltag vil kræve noget tilvænning. Der skal ændres nogle vaner, der skal være nogle andre tilbud, og man skal lokalt finde ud af, hvordan det skal håndhæves. Alt det har vi fuld tiltro til, at man nok skal finde ud af rundt om på skoler og ungdomsuddannelser. De har indtil sommeren 2021 til at få det på plads, så der er tid til at inddrage både elever og ansatte.

Kampen mod Danmarks største dræber er begyndt, og vi har taget det første spadestik til at sikre, at næste generation bliver fri for den giftige tobak.