Forside Politik Nu går regeringsdramaet ind i ny fase: Troels Lund skal...

Nu går regeringsdramaet ind i ny fase: Troels Lund skal lykkes, hvor Mette fejlede

Troels Lund Poulsen
Alexandros Michailidis / Shutterstock

Efter fredagens politiske bombe samles partierne nu til nye forhandlinger.

Mandag formiddag går regeringsforhandlingerne ind i en ny og opsigtsvækkende fase, når Venstre-formand Troels Lund Poulsen for første gang sætter sig for bordenden som kongelig undersøger.

Han kommer dog langt fra til at stå alene i det politiske stormvejr.

Ved sin side får han både Venstres næstformand, Stephanie Lose, og partiets nye politiske ordfører, Sophie Løhde, når partilederne mandag mødes til endnu en omgang intense forhandlinger om Danmarks næste regering.

Sophie Løhde overtager rollen som politisk ordfører efter Jan E. Jørgensen, der ikke blev valgt til Folketinget ved valget.

Fokus på økonomien

Ifølge oplysninger fra B.T. vil Venstre i første omgang forsøge at samle partierne omkring en fælles økonomisk kurs. Det bliver dog langt fra nogen nem opgave i et Folketing, hvor fronterne allerede er trukket hårdt op.

Forhandlingerne finder sted på Hotel Scandic Spectrum på Kalvebod Brygge i København og begynder mandag klokken 10.

SF bliver det første parti, der træder ind til forhandlingerne med Pia Olsen Dyhr i spidsen. Herefter følger blandt andre Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

Senere på dagen skal Troels Lund Poulsen også mødes med både Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Løkke sendte chokbølge gennem Christiansborg

Det kom bag på de fleste på Christiansborg, da Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, fredag bad om en ny kongerunde og pegede på Troels Lund Poulsen som ny forhandlingsleder i stedet for statsminister Mette Frederiksen.

Dermed blev der for alvor kastet nyt drama ind i et forløb, der allerede har udviklet sig til nogle af de længste regeringsforhandlinger i nyere tid.

B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen vurderer samtidig, at Venstre-formanden står over for en næsten umulig opgave.

“Troels Lunds chancer for at kunne nå frem til en regering er meget, meget små,” siger han.

Ifølge kommentatoren kræver en mulig centrum-højre regering, at både Dansk Folkeparti og Moderaterne bryder flere af deres løfter fra valgkampen.

Politisk spil for åbent tæppe

Særligt forholdet mellem Lars Løkke Rasmussen og Dansk Folkeparti kan blive en afgørende knast i forhandlingerne.

Morten Messerschmidt har tidligere gjort det klart, at Dansk Folkeparti ikke ønsker en regering med Løkke, mens Moderaternes projekt netop handler om at holde yderfløjene uden for reel indflydelse.

Det efterlader Troels Lund Poulsen midt i et politisk puslespil, hvor næsten alle brikker virker til at stritte i hver sin retning.

Ads by MGDK