Din rejseforsikring dækker meget – men ikke alt.
Lige nu læser andre
Solhatten er pakket, strandtasken står klar, og passet er fundet frem fra skuffen.
Alt er tilsyneladende i skønneste orden, før danskerne drager mod sydeuropæiske destinationer. Men under sydens sol venter ikke bare is og afslapning – temperaturerne rammer i øjeblikket niveauer, hvor selv vejrguderne tager siesta.
Flere områder i Sydeuropa – herunder dele af Italien, Spanien og Grækenland – oplever temperaturer, der ligger tæt op ad de 40 grader. Og det har fået mange rejselystne til at spekulere på, om deres rejseforsikring egentlig dækker, hvis kroppen pludselig siger fra under varmen, eller hvis man alligevel fortryder og overvejer at blive hjemme.
Afbestilling? Ikke helt så simpelt
Det lyder måske oplagt, at man burde kunne melde afbud til sydens ovnvarme og få pengene retur, men så ligetil er det ikke. Varme i sig selv tæller nemlig ikke som gyldig grund til at aflyse turen.
Læs også
“Rejseforsikringen dækker, hvis du for eksempel bliver akut syg, eller hvis der sker noget alvorligt og uforudset derhjemme som indbrud, vandskade eller brand. Men en hedebølge er ikke i sig selv årsag til, at rejseforsikringen dækker en erstatningsrejse,” siger Jan Graversgaard, direktør for Rejse i Alm. Brand, til Avisen.dk.
En undtagelse kan dog være, hvis Udenrigsministeriet direkte fraråder rejser til det pågældende område. I så fald kan afbestillingsforsikringen træde i kraft – men det kræver en officiel advarsel, ikke blot sved på panden.
Solstik og søvnige eftermiddage
Heldigvis er der hjælp at hente, hvis kroppen alligevel får det skidt under sydens hammerhede. Det handler ikke om hjemrejse eller forsikringserstatning, men om hurtig adgang til sundhedsfaglig rådgivning – uden at skulle lede efter et apotek i 40 graders varme.
“Vores kunder har adgang til online lægehjælp hele døgnet. Her kan du få rådgivning og blive vurderet af en læge, som – om nødvendigt – kan henvise til et behandlingssted i nærheden af dig. Det kan give en tryghed, at du kan konsultere en dansk læge, inden du eventuelt bliver behandlet på et udenlandsk behandlingssted,” forklarer Jan Graversgaard.
Varmen kræver disciplin – og salt
Forsikringen er altså ikke en billet til ubekymret grillstegning på stranden. Eksperterne råder til, at feriegæster planlægger dagen med omtanke. Det betyder færre gåture i middagsheden, mere skygge og langt mere vand – uden bobler og med ekstra salt på tallerkenen. Solcreme og let, dækkende tøj er desuden guld værd, hvis du vil undgå rød hud og dårligt humør.
Og så er det måske en idé at skubbe den tredje Aperol Spritz lidt længere ud på aftenen.