Så ved vi det: Fædre bekymrer sig mest

Skrevet af webmaster

18/10/2018
De fleste familier, der står på ski, kender sikkert til det. Frygten for, at det skal blive en udfordring af de større at få alle, store som små i familien, til at holde af skiløbet.

Dagens topnyheder

Ny YouGov-undersøgelse afslører imidlertid, at det mest er fædrene, der bekymrer sig. 

Alt er ikke nødvendigvis fryd og gammen, når skiferien skal bookes. YouGov har netop foretaget en analyse blandt danskere for at finde ud af, hvad vi bekymrer os over, inden vi skal på afsted. 

Blandt dem, der har rejst på skiferie med børn eller børnebørn inden for de seneste 3 år, har mere end halvdelen (59 %) bekymret sig forud for deres afrejse over det at skulle have deres børn eller børnebørn med på skiferien – og overraskende nok er det især mændene, der bekymrer sig. 

Således har ca. to tredjedele af mændene gjort sig én eller flere bekymringer vedrørende deres børn eller børnebørns skiferie, imens kun knap halvdelen af kvinderne (47 %) har haft bekymringer herom. 

”Skiferien er en helt særlig ferieform, der modsat andre ferieformer kræver lidt ekstra sikkerhed. Det er nok det, der gør, at vi har en tendens til at bekymre os forud for en sådan ferie. At mændene bekymrer sig mere end kvinderne er overraskende men hænger utvivlsomt sammen med, at skiferien for virkelig mange mænd er den vigtigste ferieform i løbet af året, og at det betyder ekstremt meget at få hele familien sikkert op på brædderne. Gode råd som et børnevenligt skisportsområde, hyppige pauser, flere lag tøj udenpå hinanden og at skiskole betaler sig, bør man lytte til”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden. 

For både mænd og kvinder er de væsentligste bekymringer forud for skiferien med et eller flere børn eller børnebørn, hvorvidt børnene overhovedet vil synes det er sjovt. Der er også frygt for, om de små vil være bange for at stå på ski, når først man står på de skrå brædder med bjerge omkring sig. Herudover er der bekymring for, om poderne vil blive for trætte på pisterne, eller om de vil komme til at fryse, fordi temperaturerne er lave, og skitøjet ikke holder kulden ude. Herudover bekymrer især mændene sig om, hvordan børnene vil have det med at tage skiliften, og om de vil være bange endsige utrygge herved (23 % af mændene mod blot 4 % af kvinderne!).

Undersøgelsen er gennemført af YouGov i perioden d. 26. september - 1. oktober 2018. 

Børnevenlige destinationer i Sverige

Destinationer med kort køreafstand

Isaberg: Kort transport og himmerige for nybegyndere

Med kort afstand til destinationen og masser af muligheder for særligt nybegynderne er dette den oplagte destination for en nybegyndertur. Isaberg satser særligt på nybegyndere og har udvidet børneområdet frem mod denne sæson.

Mullsjö med brede pister

Mullsjö er den lidt mere ukendte sydligt beliggende destination, som også er nybegyndervenlig. I Mullsjö er der god plads til alle, hvilket er betryggende, hvis man ikke har helt styr på sit skiløb endnu. De brede pister er perfekte for dem, der er nye på ski og skal have god plads til svingene.

Destinationer for hele familien

Orsa Grönklitt med andet end skiløb

Her er et skisportsområde med et dejligt nybegyndervenligt skiområde og en dyrepark med bjørne og andre rovdyr fra den nordlige halvkugle, hvor børnene vil være godt underholdt. Orsa Grönklitt har også hundeslæde- og hesteslædeaktiviteter, som kan være en dejlig variation i løbet af ferien.

Kläppen med deciderede junior-days

Det meget børnevenlige skisportsområde, Kläppen, har særligt fokus på nye skiløbere og gør alt, hvad de kan for at give børnene den bedste start på skiløbet. For børn under otte år er det tilmed gratis at køre med lifterne, og i deres junior-days er også skiudstyret til børn under otte år gratis.