Badeforbud på vej efter badeulykker ved vestkysten

Skrevet af admin

01/08/2014

Mest læste i dag

Efter en dag med mange farlige situationer ved den jyske vestkyst med farlige udadgående havstrømme, råder Midt- og Vestjyllands Politi nu badegæster i området til kun at bade på de strækninger af stranden, hvor der er livreddere.

- Vi råder folk til kun at svømme der, hvor der er livreddere, siger vagtchef Anders Olesen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er såkaldte revlehuller, der skaber problemer for de badende, fordi strømmen trækker folk til havs.

En overgang overvejede politiet at udstede et badeforbud ved stranden omkring Søndervig vest for Ringkøbing, men efter kontakt med livredderne nøjes politiet med en anbefaling af, hvor det er sikkert at bade.

- Vi har været i kontakt med livredderne, og de har mærket stranden af, så det fremgår, hvor man kan bade, siger Anders Olesen.

Anbefalingen kommer efter en dag, hvor revlehuller har skabt livsfarlige situationer flere steder langs den jyske vestkyst.

En 47-årig tysk mand mistede fredag eftermiddag livet, da han badede ved Hovvig Strand lige nord for Søndervig.

Manden blev kort efter klokken 15 set liggende ubevægelig i vandet, og en helikopter og en redningsbåd blev sat ind for at hente ham i land. Selv om han blev forsøgt genoplivet, stod hans liv imidlertid ikke til at redde.

Få minutter efter indløb en alarm om, at to mænd var kommet for langt ud med deres surfbræt i samme område.

Også ved Henne Strand ved Varde gav strømforholdene fredag anledning til farlige situationer. Trygfondens livreddere reddede 12 personer op af vandet, hvoraf de 10 skønnes at have været i livsfare.

Revlehullerne skaber i kombination med pålandsvind de udadgående havstrømme, der er farlige for de badende.

/ritzau/