Fagforbund tvivler på at syv milliarder til Skat er nok

Syv milliarder kroner er ikke nok til både at rette op på skandalerne i Skat og samtidig modernisere hele systemet.

Det mener Jørn Rise, der er formand formand for Dansk Told- og Skatteforbund. Fredag har skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenteret en plan, der skal få det skandaleramte Skat på ret kurs.

- Vi tvivler på, at de syv milliarder kroner, som den nye skatteplan afsætter, er nok til både at rette op på Skats problemer med inddrivelse af gæld, skattekontrol samt en helt ny modernisering af hele skattesystemet, siger han i en skriftelig kommentar.

Både Dansk Told- og Skatteforbund og hovedorganisationen FTF forventer nu, at alle de planlagte nedskæringer i Skat til gengæld er slettet fra regeringens finanslov, som fremlægges i næste uge.

Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, og Jørn Rise opfordrer til, at politikerne lærer af de fejl, som er blevet begået i Skat. Eksempelvis at hundredvis af medarbejdere blev fyret og i stedet blev erstattet af et nyt it-system, som viste sig ikke at virke, lyder det.

- Fremover må politikerne droppe besparelser og fyringer på baggrund af usikre og uindfriede it-systemer og effektiviseringsprojekter, som ikke virker i praksis, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

/ritzau/

 

Dagens Gossip