Fransk minister vil lukke voksende flygtningelejr i Calais

Skrevet af Redaktionen

02/09/2016

Dagens topnyheder

Migrantlejren i den franske havneby Calais, der huser flere tusind flygtninge og migranter, skal lukkes.

Det oplyser den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, i et interview med en lokal avis.

Over for avisen forklarer ministeren, at myndighederne "med den største beslutsomhed" vil arbejde for at lukke lejren gradvist, mens der findes plads til de mange migranter andre steder i Frankrig.

De franske myndigheder har gentagne gange forsøgt at lukke lejren i det nordlige Frankrig. Ifølge myndighederne er der omkring 7000 flygtninge og migranter i lejren, der også omtales som "Junglen".

Især i de seneste måneder er der kommet mange nye til lejren, og flere nødhjælpsorganisationer vurderer, at antallet nærmer sig 10.000.

Lejren består blandt andet af afghanere, somaliere, sudanere og kurdere, der bor blandt andre asylansøgere.

De mange flygtninge og migranter samles i lejren, inden de forsøger at snige sig om bord på for eksempel lastbiler, der krydser kanalen til Storbritannien.

Tidligere på året ryddede lokale myndigheder dele af lejren i et forsøg på at tvinge migranterne til at søge mod andre lejre på den franske nordkyst.

/ritzau/AFP