Politikerne strides om lavere selskabsskat

Skrevet af admin

16/06/2015

Dagens topnyheder

Det koster job, at Danmark har så høj en topskat på arbejde. Det er vigtigere at sænke skatten på arbejde end at sænke selskabsskatten, som det skete ved skattereformen i 2012.

Det siger De Radikales leder, økonomiminister Morten Østergaard, ved partileder-runden "Demokratiets aften" på tv i Danmarks Radio tirsdag aften. Danske virksomheder betaler 23,5 procent i selskabsskat i Danmark, som ligger omtrent midt i feltet i EU.

I debatten er Helle Thorning-Schmidt (S), Lars Løkke Rasmussen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Olsen Dyhr (SF), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Søren Pape Poulsen (K), Morten Østergaard (R), Anders Samuelsen (LA), Uffe Elbæk (A) og Stig Grenov (KD).

Pia Olsen Dyhr vil rulle selskabslettelserne tilbage, selv om SF stod bag skattereformen i 2012, da SF deltog i regeringen.

Kristian Thulesen Dahl vil lade selskabsskatten blive på 23,5 procent. Det er vigtigere for virksomhederne at sænke energiomkostningerne, mener han.

- Det er meget bedre for beskæftigelsen i Danmark end at sænke selskabsskatten, siger Kristian Thulesen Dahl.

Derimod vil Anders Samuelsen halvere selskabsskatten. Til gengæld kan Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ikke finde penge til at sænke selskabsskatten.

- Jeg kan ikke få øje på, at der er plads til flere selskabsskattelettelser. Vi vil prioritere at give skattelettelser til folk med små indkomster, siger Lars Løkke Rasmussen.

Thulesen Dahl påpeger, at Helle Thorning-Schmidt afviste at sænke selskabsskatten, før hun i 2011 vandt valget.

- Jeg vil rigtig gerne stå på mål for, at vi er den regering, der har gjort mest for dansk erhvervsliv, siger Helle Thorning-Schmidt.

Danmark har ikke en høj selskabsskat sammenlignet med andre lande, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/