Selvsikker Barcelona-spiller i KÆMPE bommert: Skal donere testikel til Real Madrid fans

Skrevet af Henrik R

08/05/2019
Arturo Vidal er i den grad offer på de sociale medier, da en kommentar efter det første opgør mod Liverpool er fundet frem af fodboldfans. Vidal fortalte nemlig journalisterne, at han ville donere sine testikler væk, hvis Liverpool gik videre.

Dagens topnyheder

Man skal aldrig sælge skindet før bjørnen er skudt, og man skal heller aldrig tro, at man er i Champions League finalen, før man har spillet returopgøret i semifinalen. Heller ikke selvom man hedder FC Barcelona, har vundet 3-0 på hjemmebane, og med blot en enkelt scoring nærmest med garanti ville have gjort det endegyldigt af med Liverpool.

Desværre for Barcelona-spilleren, Arturo Vidal, så er han lidt for stor i munden, og det kommer nu til at bide ham i røven, eller rettere sagt, i testiklerne.

Efter opgøret i sidste uge hvor Liverpool blev besejret med 3-0 på Camp Nou til FC Barcelona, var Arturo Vidal selvsagt i hopla, da han skulle tale med journalisterne efter kampen.

Særligt ved et spørgsmål fra en enkelt journalist, var Vidal ekstra kæphøj, og det fik ham til at se rigtig dum ud efter i går.

Journalisten spurgte nemlig Arturo Vidal, om han troede på, at Liverpool ville kunne lave et comeback i returopgøret, men det var Vidal helt sikkert på, at det ikke ville ske.

“Jeg vil donere min venstre testikel, hvis Liverpool går videre, og den højre til de Real Madrid fans, der holdt med dem,” lød det dengang drillende fra Vidal ifølge mediet SportBible.

Største Champions League comebacks

Trods et decimeret Liverpool-mandskab, der var uden to af deres absolut største profiler, så endte det med en 4-0 sejr til Merseyside-holdet, der dermed slog Barcelona ud af Champions League.

Det er dog ikke første gang, at lige netop de to hold har været involveret i store comebacks i Champions League, og derfor tager vi et hurtigt kig på, hvilke Champions League-comebacks, der har været de største i tiden.

Barcelona - PSG (6-5)

I 1/16-finalen i Champions League sæsonen 2016/2017 mødtes de to store klubber. PSG vandt det første opgør med 4-0 på hjemmebane, og dermed så alt håb ud til at være slukket.

Barcelona fik scoret tidligt i opgøret, men da PSG fik reduceret med et vigtigt udebanemål, så det sort ud for Barcelona. De skulle dermed score seks mål, og det endte de med at gøre. Dette var takket være tre mål i løbet af kampens allersidste minutter.

Kampens dommer blev dog udskældt i højeste grad, da han overså store kendelser, der burde være gået PSG-mandskabets vej.

Barcelona - Roma (4-4)

Da Barcelona besejrede Roma i kvartfinalen af Champions League-sæson 2017/2018 med 4-1 på hjemmebane, lignede det, at Barcelona ville gå sikkert videre. Roma ville det dog anderledes, og med 3-0 på hjemmebane sikrede de altså videre avancement, hvor de dog røg ud til Liverpool i semifinalen.

Se de vilde scener fra omklædningsrummet, da Liverpool besejrede Barcelona i går.

AC Milan - Deportivo La Coruna (4-5)

Selvom Deportivo La Coruna i dag er langt fra fordums tid, så har det altså været et hold, der har spillet med blandt de absolut største klubber. Det lignede dog et exit i Champions League kvartfinalen tilbage i 2003/2004, da de tabte med hele 4-1 på udebane til AC Milan.

Deportivo vendte opgøret på hovedet i returopgøret, hvor de med en 4-0 sejr kunne sikre sig videre avancement til semifinalen i Champions League.

PSG - Manchester United (3-3)

Mens de ovenstående kampe alle har været med hold, der skulle hente minimum tre mål, så var det “blot” to mål, som Manchester United skulle hente mod PSG i denne sæson. Dog var der det ekstra problem, at Manchester United tabte det første opgør på hjemmebane, og de skulle dermed chokere i Paris, hvis de ville videre.

Det store chok kom, da kampen endte med en 1-3 sejr til Manchester United, der i løbet af kampen sendte flere ungdomsspillere på banen på grund af skader. Sejren var historisk, da det er første gang i Champions League historien, at et hold har været bagude med mere end et mål efter første kamp på hjemmebane, og alligevel formåede at gå videre.

AC Milan - Liverpool (3-3) 

Sidst men ikke mindst, så skal man naturligvis ikke glemme det fantastiske comeback af netop Liverpool i Champions League finalen 2005. Kampen der er omdøbt til 'Miraklet i Istanbul' hvor Liverpool for alvor var nede i sækken, da AC Milan førte med 3-0 ved pausen.

I anden halvleg steppede Liverpool dog op, og med tre scoringer og derefter en sejr i straffesparkskonkurrencen, lykkedes det Liverpool at fuldende et af de største comebacks nogensinde, hvert fald målt på vigtigheden og scenen.

Om AC Milan-spillerne den gang valgte at komme med kække kommentarer i pausen, vides ikke, men mon ikke Arturo Vidal har lært at holde sin mund ovenpå det comeback, som Liverpool leverede i går.