Nicolai Haugsted
Hvad sker der egentlig med os, når livet når sin ende?
Der er mange ting, vi ikke taler om, men som de fleste alligevel er nysgerrige på. Ét af dem er døden – ikke den filosofiske eller åndelige del, men helt konkret: hvad sker der rent fysisk med kroppen, når hjertet holder op med at slå?
Det spørgsmål bliver ikke mødt med teoretiske gætterier, men med erfaring fra første række, når den amerikanske bedemand Victor M. Sweeney åbent fortæller om sit arbejde. I en samtale med Ladbible Stories besvarer han det, mange tænker, men sjældent siger højt.
Kroppen går straks i gang – bare ikke med det, man håber
Ifølge Sweeney er der ikke ét fast forløb, der indtræffer efter døden – alt afhænger af omgivelserne. Temperaturen, luftfugtigheden og hvor hurtigt kroppen bliver fundet, spiller afgørende roller.
Begrebet “post-mortem interval” dækker over tiden fra dødsfaldet til kroppen bliver håndteret – det kan være afhentning, nedkøling eller balsamering. Og det første døgn kan se ud på mange måder.
Han beskriver, hvordan blodet begynder at samle sig i kroppens nederste dele, et fænomen kendt som “livor mortis”. Med tiden bliver blodet mere tyktflydende og får en konsistens, der – som han forklarer – kan minde om gelé.
Bakterier går amok
Men det er ikke kun blodet, der ændrer sig. Allerede inden for en time begynder kroppens egne bakterier at få frit spil. De mikroorganismer, som normalt hjælper os med at fordøje mad, bliver pludselig uden modstand, da immunforsvaret slukker samtidig med livet.
Uden overvågning begynder bakterierne at nedbryde kroppen indefra. Det er her, man kan opleve hævelse og misfarvning – særligt hvis kroppen ikke nedkøles eller behandles hurtigt.
Balsamering, forklarer Sweeney, handler netop om at bremse de biologiske processer og “holde kroppen i ro”, til begravelsen kan finde sted. I nogle tilfælde kan kroppen se næsten uændret ud i et døgns tid, hvis omgivelserne er kølige og stabile.
I andre tilfælde går det hurtigt galt – især ved varme temperaturer eller hvis kroppen ligger urørt i længere tid. Her kan forrådnelsen allerede være i gang langt før, nogen når frem.
Sweeney afviser dog idéen om, at døde kroppe nødvendigvis er farlige. Det handler snarere om, hvordan de håndteres. Og om at forstå, at kroppen efter døden stadig er i forandring – bare med andre regler, end vi er vant til.
