Bliv nu vaccineret! – Endnu en dansker ramt af mæslinger

Skrevet af Henrik R

08/03/2019
Danskerner opfordres igen til at lade sig vaccinere, hvis man ikke allerede er blevet det. Det sker efter at endnu en dansker er blevet smittet med mæslinger, og det viser sig, at der er tale om et mindre udbrud i Danmark.

Dagens topnyheder

Et mæslingeudbrud er under opsejling i Danmark, efter at den syvende dansker nu er blevet smittet med sygdommen. Denne gang er der tale om en baby på blot 10 måneder, der har fået konstateret mæslinger. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Barnet er blevet smittet efter at have opholdt sig i en vuggestue og dagpleje, og der er nu risiko for, at andre børn i samme institution der ikke er blevet vaccineret, kan blive smittet. Derfor er forældre og ansatte i den pågældende institution også blevet advaret.

”Både vuggestuen og den pågældende dagplejer har allerede informeret forældrene om, at der har været mæslingesmitte og videregivet vores information om, hvordan de skal forholde sig. Har man børn i institution, og har man ikke modtaget information om mæslinger, behøver man altså ikke være bekymret,” udtaler Bente Møller, der er overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er syvende gang, at en dansker bliver smittet med mæslinger i år, og ifølge Statens Serum Institut er de alle blevet smittet med den præcis samme virus, hvilket indikere, at de smittede med overvejende sandsynlighed, er en del af samme smittekæde, og så er der altså tale om et mæslingeudbrud i Danmark.

Opfordres til at blive vaccineret

Bliver man ramt af mæslinger, så kan sygdommen i sjældne tilfælde give alvorlige komplikationer som mellemørebetændelse, lungebetændelse og hjernebetændelse. Det rammer dog ikke dem, der er blevet vaccineret mod mæslinger, og derfor appellerer Statens Serum Institut også til, at man går hen og bliver vaccineret, hvis man ikke allerede er blevet det.

”Man skal for det første tjekke, om man er vaccineret eller har haft sygdommen, men hvis man ikke har fået den tidligere, er der en mulighed for at få vaccinen gratis. Og det gælder både børn og voksne,” fortæller afdelingslæge ved Statens Serum Institut, Peter Henrik Andersen ifølge TV2.

Siden 1987 har vaccinationen mod mæslinger været en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark.