Disse 3 subtile symptomer kan betyde, at du har en sjælden form for demens

Nicolai Busekist

3 timer siden

|

06/05/2025
Sundhed
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Disse tre mindre symptomer kan desværre vise sig at betyde, at du har en sjælden form for demens.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Alzheimers sygdom er den mest almindelige form for demens - og udgør mellem 60 til 80 procent af tilfældene i USA. I Danmark lever 96.000 mennesker med en form for demenssygdom, hvoraf omtrent 50.000 af dem har Alzheimers sygdom, oplyser Alzheimerforeningen.

Derfor er det nemt at glemme, at der findes andre typer neurodegenerative lidelser. Selvom de er sjældnere, kan deres konsekvenser være ødelæggende. Det skriver det amerikanske medie The New York Post.

Primær progressiv afasi (PPA) er en sjælden form for demens, som primært påvirker sproglige evner, mens andre kognitive funktioner forbliver relativt intakte i de tidlige stadier.

PPA, som typisk opstår hos personer mellem 50 og 70 år, er den type demens, som den legendariske skuespiller Bruce Willis og den tidligere talkshowvært Wendy Williams er blevet diagnosticeret med.

Selvom det præcise antal er svært at fastslå, vurderes det, at færre end 50.000 mennesker i USA har primær progressiv afasi. I modsætning til Alzheimers, der ofte starter med hukommelsestab, er PPA's kendetegn den gradvise nedbrydning af sprogfunktioner.

Symptomerne begynder ofte uskyldigt, hvilket blandt andet kan komme til udtryk ved, at man stopper midt i en sætning og har svært ved at huske almindelige ord.

Et andet tegn er at erstatte et ord med et, der lyder meget lignende. I stedet for at sige 'kniv', kan en person sige 'viv'. Eller man kan erstatte ordet med noget andet, hvilket for eksempel kan komme til udtryk ved, at man kalder en 'kniv' for en 'skærer'.

Med tiden bliver det også sværere at danne sammenhængende sætninger, hvor ordene bliver rodet sammen eller brugt forkert.

Selvom der ikke findes en kur mod PPA, fremhæver ny forskning, offentliggjort i tidsskriftet PLOS ONE, effektiviteten af Montreal-Toulouse Language Assessment Battery (MTL-BR) i tidlig opdagelse af PPA.

Denne række tale- og høretests kan identificere subtile sproglige forstyrrelser og dermed muliggøre tidligere indgriben.

"Muligheden for en tidlig og mere præcis diagnose er virkelig gode nyheder, da jo tidligere behandlingen starter, desto langsommere plejer sygdommens udvikling at være," sagde hovedforfatter Karin Zazo Ortiz, professor ved Instituttet for Tale- og Høreterapi på det Føderale Universitet i São Paulo (UNIFESP) i Brasilien, ifølge New York Post.

"Jo tidligere rehabilitering igangsættes, desto større er chancen for, at patienten kan bevare sine kommunikations-, tale-, læse- og skriveevner i længere tid."

"Men selvfølgelig taler vi ikke om en komplet diagnose - blot en del af vurderingen, der kan hjælpe os med at identificere patienter, som har behov for mere opfølgning og opmærksomhed."

Denne nye undersøgelse føjer sig til en stigende mængde forskning, som har til formål at opdage symptomer på demens, før de for alvor viser sig.

Ads by MGDK