Nicolai Haugsted
Når nu priserne på hønseæg er skudt i vejret, hvorfor griber vi så ikke fat i andre fjerkræ?
Selvom fødevarepriserne fortsat tårner sig op i supermarkedet, er der ét æg, du næppe støder på ved køledisken – kalkunægget.
På trods af sin kulinariske fortid og rigere smag er kalkunens æg stort set forsvundet fra moderne kostvaner. Men hvorfor?
Forklaringen skal findes i en blanding af biologi, økonomi og historiske myter, afslører Daily Mail.
I modsætning til høns, der næsten dagligt leverer friske æg, skal kalkunen bruge betydeligt længere tid og energi på produktionen. Hvor en høne kan give ét æg i døgnet, lægger kalkunen blot to om ugen – og først når den er omkring syv måneder gammel.
Det gør ægproduktionen ineffektiv og dyr. Ifølge branchekilder skal landmænd sælge ét enkelt kalkunæg til mindst tre dollar for at få det til at løbe rundt. Et dusin? Omkring 36 dollar – altså over 250 kroner. Ikke ligefrem tilbudspris.
Kaloriebombe i skallen
Kalkunæg er heller ikke et sundhedsbrand i sig selv. Sammenlignet med hønseæg indeholder de næsten dobbelt så mange kalorier, mere fedt og hele tre gange så meget kolesterol. Til gengæld er smagen intens, og kokke har rost blommens rige konsistens, især i saucer og frittataer.
Alligevel har de ernæringsmæssige minusser og de høje produktionsomkostninger gjort det svært at markedsføre kalkunæg til den brede befolkning.
Fra luksus til glemsel
Kalkunæg var engang en naturlig del af kosten hos både oprindelige amerikanere og tidlige europæiske nybyggere i Nordamerika. Høns kom først til kontinentet i 1500-tallet, så før det var kalkunæg den primære ægkilde.
I 1700-tallets USA blev æggene en luksusvare, serveret på finkulturelle restauranter som Delmonico’s i New York, hvor de blev pocheret, scrambled og brugt i overdådige omeletter.
Men i takt med at den industrielle fjerkræproduktion tog fart i 1900-tallet, og høns blev forædlet til enten æg- eller kødproduktion, faldt kalkunæg langsomt i glemsel. De var simpelthen for dyre, for få og for upraktiske.
En myte med konsekvenser
Ifølge historikere var det også rygter om, at kalkunæg kunne sprede spedalskhed, der bidrog til deres nedtur – særligt i Frankrig. Den mistro til det “eksotiske æg” satte sig i forbrugernes bevidsthed og gjorde det svært at få kalkunæg tilbage i cirkulation.
I dag er kalkunæg forbeholdt et nichepublikum. Små producenter og madentusiaster kan stadig finde dem – typisk op til højtider som Thanksgiving, hvor interessen for alt, hvad der har med kalkun at gøre, eksploderer.
Men som fast del af kosten? Det kræver nok mere end appetit. Det kræver også penge, tålmodighed og en vis tolerance for kolesterol.
