Så få genstande skader sædcellerne

Skrevet af Lotte Gyldenvang

17/10/2014

Dagens topnyheder

Det er fredag - og måske skal du en tur ud med gutterne i aften for at drikke fadøl eller et par sjusser. Men måske du skal holde igen, hvis du gerne vil være far eller have flere børn.

En ny undersøgelse viser, at alkohol har alvorlige negative konsekvenser for mænds sædkvalitet. Det skriver DR.

Sædkvaliteten tager nemlig skade efter kun få genstande om ugen, fortæller professor i Miljømedicin ved SDU og Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion Tina Kold Jensen til DR's Detektor:
- Allerede ved fem genstande per uge kan vi se en negativ effekt på sædkvaliteten.

Tina Kold Jensen har netop afsluttet en stor undersøgelse gennemført blandt 1,221 mænd i alderen 18 til 28. De blev bedt om at aflevere en sædprøve, og angav samtidig, hvor mange genstande de havde drukket den seneste uge, og om det svarede til, hvad de normalt drak.

Undersøgelsen viste, at jo mere de drak desto dårligere var deres sædkvalitet.

- Ved 25 genstande per uge blev sædkvaliteten forringet med hele 25 procent. Og ved 40 genstande var sædkvaliteten forringet med 33 procent, siger Tina Kold Jensen til Detektor.

Resultatet af undersøgelsen er ifølge Tina Kold Jensen foruroligende. Ikke mindst fordi, at danske unge drikker meget alkohol:

- 25 genstande om ugen var ikke unormalt blandt de unge, der deltog i undersøgelsen. Så jeg synes, det er et alvorligt problem, fortæller professoren.