Hacker holder din iPhone og iPad som gidsel

Skrevet af Ronja Ryde

28/05/2014

Dagens topnyheder

I flere lande rapporterer iphone- og iPad-ejere om hacking af deres telefoner og tablets. En cyber-kriminel, der kalder sig selv ‘Oleg Pliss’, har efter hacking af apple-enhederne kontaktet ejerne og afpresset dem for omkring 500 kroner pr. enhed.

Hacker-angrebene startede i Australien og New Zealand, men nærmer sig nu Danmark. I aftes var der nemlig tegn på, at tendensen var begyndt at sprede sig til både Storbritannien og USA.

Det skriver Metro.co.uk.

På Apples britiske support-system, skrev Apple-brugeren ‘Werewabbit’ i aftes:

- Jeg bor i Storbritannien, og det skete også for mig i går. Meget bekymrende. Og ikke et pip fra Apple endnu.

David Emm fra det digtale sikkerhedsfirma Kaspersky Lab, siger:

- Det er sandsynligt, at cyber-kriminelle har fået adgang til Apple ID-legitimationsoplysninger, for eksempel ved brug af phishing-mails rettet mod Apple ID’er. 

Ifølge norske e24.com er angrebet let at undgå. Du skal blot slå to-trins-verificering til. Og de steder, hvor det ikke kan lade sig gøre, kan du sørge for at have flere passwords. Med den funktion får man tilsendt engangskoder hver gang nogen forsøger at tilgå dine konti fra andre enheder. 

Apple selv har endnu ikke kommenteret på hacker-angrebene.