Første gang siden døden: Nu taler Sidney Lees mor ud

Skrevet af Mathias Nielsen

19/04/2023
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Sidney Lees mor taler i en dokumentar om sønnen ud omkring hans død for første gang.

Mest læste i dag

Det kom som et regulært chok, da realitykongen Sidney Lee for snart et år siden døde meget pludseligt.

Rygterne var mange og gik blandt andet på, at Sidney var død i byen Padborg ved den dansk-tyske grænse.

Den reelle dødsårsag var længe om at komme frem, og familien har siden døden været meget stille omkring det hele.

I januar kom det dog frem, at Sidney døde af lungebetændelse, som førte til blodforgiftning.

Lige nu ruller en dokumentar om Sidney over skærmen på TV 2 Echo - det gamle TV 2 Zulu. Her udtaler Sidneys mor sig for første gang på tv.

– Det er første gang, at jeg lader mig interviewe og blive filmet i forbindelse med Sidney. For jeg har ikke ønsket at komme ind i den verden. Når jeg så gør det i dag, så er det virkelig en meget stor ting for mig. Fordi jeg tænker, at han har spurgt mig om det så mange gange. Nu kan jeg opfylde det, lyder det fra mor Bente i første afsnit af “Sidney”.

Der er i alt tre afsnit, og serien er lavet med Sidneys stemme, som er blevet genskabt via kunstig intelligens - AI, som det kaldes.

Dokumentaren kaster et lys over Sidneys liv som realityfænomen, livets op- og nedture samt tiden op til hans død.

Bente fortæller desuden, at ingen i familien var klar over, hvor alvorlig sygdommen var, da Sidney blev syg.

I dokumentaren bliver det tydeligt, at dødsfaldet kom som et chok for både venner, Sidneys kæreste Camilla og familien. Sorgen sidder stadig dybt i dem i dag.

– I starten var det værst, når man skulle sove, og når man vågnede – men det er mange gange om dagen. Og jeg har lært, at sorg kan gøre ondt helt ind i knoglerne, forklarer Bente.

Dokumentaren “Sidney” kan ses allerede nu på TV 2 Play, mens tredje og sidste afsnit ruller over skærmen tirsdag den 25. april på TV 2 Echo.