Farverige rum, personlige detaljer og kulturelle islæt fra hele verden.
Tre af husene fra årets sæson af Nybyggerne er nu sat til salg – præcis som de så ud, da kameraerne slukkede.
For første gang forsøger hussponsoren VEM Byg at sælge deltagerhusene i deres originale indretning uden at strippe dem ned til klassiske nybyggerstandarder.
Køberne får til gengæld en solid rabat på 400.000 kroner – husene koster nu kun to millioner kroner stykket.
"Det er en bedre forretning for os, men vi vil også gerne prøve at bidrage til, at man ikke fråser med materialer ved at smide materialer ud og få nye ind", fortæller Rasmus Kjærulff Ingemansen, salgschef i VEM Byg.
Det skriver TV 2.
Traditionelt er husene blevet tømt og bygget om, inden de blev udbudt til salg.
Men i bæredygtighedens navn har man i år valgt en ny vej – og som noget særligt får deltagerne selv første bud.
Det grønne hus, vundet af Maise og Simon, er allerede ude af spillet.
Tilbage står det gule, røde og blå hus – alle fyldt med unikke designvalg og stærke personlige præg. Deltagerne har netop fået besked om, at de kan købe deres egne huse til en nedsat pris.
Louise Svane-Skov fra blåt hus overvejer muligheden: "Vi overvejer huskøbet, og vi summer lidt på det. Jeg tænker, det er en fin rabat, som vi kan få", siger hun.
Hvis ingen af deltagerne slår til, sættes husene til salg for offentligheden – stadig med rabat. Og hvis det heller ikke virker, må VEM Byg vende tilbage til den traditionelle model og renovere dem til neutrale nybyggerhuse.
Husene ligger i Holstebro.