Forside Udland Afslørede nye Epstein-forbindelser: Nu er whistlebloweren fundet død

Afslørede nye Epstein-forbindelser: Nu er whistlebloweren fundet død

Jeffrey Epstein
U.S. Virgin Islands, Department of Justice / Wiki Commons

Han gravede dybt i de omfattende Epstein-filer, nu tager historien en tragisk drejning.

Den britiske bankmand Simon Andriesz havde i månederne op til sin død rettet alvorlige anklager mod myndigheder og delt nye oplysninger fra de omfattende Epstein-filer.

Som tidligere direktør i finansvirksomheden BGC Group havde han et særligt kendskab til USA’s handelsminister Howard Lutnick og hans tidligere forretninger.

Det brugte Andriesz til at finde oplysninger, som han mente viste en langt mere omfattende forbindelse mellem Lutnick og den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein end tidligere beskrevet.

Nu er Simon Andriesz død.

Familien har over for BBC bekræftet, at han tog sit eget liv. Ifølge familien er der intet, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet.

Fandt nye forbindelser

Simon Andriesz arbejdede indtil 2017 som direktør i BGC Group, som tidligere blev ledet af Howard Lutnick.

Da millioner af sider fra Epstein-sagen senere blev offentliggjort, begyndte Andriesz at gennemgå materialet.

Han vidste fra sin tid i virksomheden, at Lutnick ofte blev omtalt med initialerne “HWL” – Howard William Lutnick.

Ved at søge på initialerne fandt han ifølge BBC mails fra 2018, hvor Epstein og Lutnick diskuterede investeringer i det samme digitale annonce- og markedsføringsselskab.

Andriesz videregav efterfølgende materialet til Repræsentanternes Hus’ juridiske komité.

Lutnick har afvist, at han havde et dybere forhold til Epstein. Ved en høring i Senatet bekræftede han dog, at han i 2012 havde besøgt Epsteins private ø sammen med sin familie.

Det skriver TV2.

Beskrev store personlige konsekvenser

Arbejdet som whistleblower havde ifølge Simon Andriesz haft store konsekvenser for ham.

Godt en måned før sin død skrev han på X om, hvordan det havde påvirket både ham selv og hans nærmeste.

“De personlige konsekvenser af at stå frem som whistleblower, og de repressalier, som jeg mener fulgte i kølvandet på det, har været ødelæggende for mig og min familie,” skrev han.

Andriesz kritiserede samtidig de amerikanske og britiske myndigheders håndtering af hans oplysninger og mente ikke, at han var blevet tilstrækkeligt beskyttet som whistleblower.

Den britiske finansmyndighed FCA havde tidligere vurderet, at der ikke var tilstrækkelige beviser for de repressalier, Andriesz beskrev.

Hans tidligere arbejdsgiver BGC Group har ligeledes afvist påstandene.

Politikere kræver undersøgelse

FCA har siden undskyldt for, at Simon Andriesz ikke blev tilknyttet myndighedens beskyttelsesprogram for whistleblowere.

Begrundelsen havde været, at hans identitet allerede var offentligt kendt, men det viste sig efterfølgende ikke at være en gyldig grund.

Nu ønsker en gruppe britiske parlamentsmedlemmer, at der bliver gennemført en uafhængig undersøgelse af finansmyndighedens håndtering af whistleblowere.

FCA har selv lovet at undersøge forløbet.

Sagen handler dermed ikke om mistanke om en forbrydelse i forbindelse med Simon Andriesz’ død.

Fokus er i stedet rettet mod, hvordan han og andre whistleblowere er blevet behandlet og beskyttet, efter de valgte at stå frem.

Ads by MGDK