Baby var mindre end barbiedukke ved fødslen - nu har hun tabt kampen for livet

Ane Sørensen

371 uger siden

|

31/05/2017
Udland
Foto: GoFundMe/Britnee Russell
Foto: GoFundMe/Britnee Russell
En amerikansk pige var fem centimeter lavere end en barbiedukke, da hun kom til verden den 23. maj. Få dage efter afgik det lille barn ved døden.

Dagens topnyheder

Trever McDaniel og Britnee Russell fra den amerikanske stat Minnesota oplevede enhver forælders værste mareridt, da gravide Britnee Russell var til tjek den 17. maj.

Her fik den kommende mor nemlig en nedslående besked. Selvom hun var 23 uger henne, viste det sig, at hendes lille datter slet ikke var vokset siden uge 18.

Det skriver Mirror.

Foto: GoFundMe/Britnee Russell

Derfor måtte Trever McDaniel og Britnee Russell tage en hjerteskærende beslutning. Den 23. maj klokken 10.24 lokal tid kom deres datter Brooklen Nicole til verden med en vægt på 255 gram og en længde på knap 23 centimeter - fem centimeter lavere end en barbiedukke.

- Trevor og jeg har været nødt til at tage en meget hård, men nem beslutning om vores datter i dag. Min krop er ikke udstyret til at bære et barn. Jeg er 23 uger henne, og hendes mål svarer til 18 uger. Min navlestreng og moderkage fungerer ikke og giver hende ikke det, som hun har brug for, skriver Britnee Russell i et opslag på Facebook og tilføjer:

- Så alternativet var at sidde derhjemme, se en læge og håbe på, at vi ville høre et hjerteslag hver uge. Velvidende, at risikoen for en dødfødsel var meget høj - eller rejse ind til byerne med overvågning og medicin hver dag for at kunne give hende det, som hun har brug for. 

Foto: GoFundMe/Britnee Russell

- Så vi tog en beslutning om at give hende alt, hvad der stod i vores magt. Vi ville hellere vide, at vi gav hende alt, hvad der var muligt, afslutter hun.

To dage efter fødslen så det umiddelbart lovende ud for den lille familie. Den 25. maj skrev de i et opslag på Facebook:

- Mor fodrer Brooklen med modermælk med succes. Hun tog to sprøjter fyldt med mælk og stak endda sin tunge ud. Hun er så fantastisk. Det andet jeg ville sige er, at hun er tilfreds, så vi bekymrer os ikke om lidelse.

Men lørdag fortalte forældrene i et opslag, at Brooklen havde tabt kampen:

- Baby Brooklens helbred tog en drejning denne morgen, og der var nogle ting, som hendes lille krop ikke kunne komme sig over. Hun er fløjet til himmels denne eftermiddag.

Familien havde startet en indsamling, som skulle hjælpe dem med at dække omkostningerne i forbindelse med datterens behandling. Nu vil pengene i stedet blive brugt på en begravelse.