Mikkel Petersen
Nye konflikter opstår, mens risikoen for én samlet krig ændrer sig.
Verden virker i stigende grad præget af uro.
Konflikter udspiller sig i Ukraine, Mellemøsten og flere afrikanske lande, og mange danskere frygter, at situationen kan udvikle sig til noget langt mere omfattende.
Alligevel peger eksperter på et opsigtsvækkende paradoks. Donald Trump kan i visse henseender være med til at mindske risikoen for en tredje verdenskrig.
Færre faste fronter
Ifølge blandt andre professor Ole Wæver og lektor Rasmus Brun Pedersen er en af de centrale forklaringer Trumps udenrigspolitiske kurs.
Hvor tidligere amerikanske administrationer har arbejdet for at samle Vesten i en tydelig blok over for stormagter som Kina og Rusland, har Trump valgt en mere løs og uforudsigelig tilgang.
Resultatet er, at de klassiske alliancer fremstår svækkede. NATO og andre internationale samarbejder spiller en mindre samlende rolle, og det velkendte billede af to faste lejre er i opløsning.
Netop fraværet af klare blokke reducerer sandsynligheden for en verdenskrig, hvor mange lande automatisk trækkes ind på hver sin side.
Det skriver TV2.
En mere transaktionel tilgang
Trumps udenrigspolitik er i høj grad præget af en transaktionel tankegang.
Samarbejde afhænger ikke af faste alliancer, men af hvad der på kort sigt gavner USA mest. Det giver større fleksibilitet, men også større uforudsigelighed.
Samtidig udfordrer denne tilgang internationale institutioner som NATO og FN. Når multilaterale samarbejder svækkes, får USA bedre mulighed for at forhandle direkte med enkeltlande.
Det styrker landets position i bilaterale relationer, men underminerer samtidig de fælles spilleregler, som især mindre stater er afhængige af.
Flere konflikter, mindre sammenhæng
Selvom risikoen for en samlet storkrig kan være reduceret, peger eksperterne på, at verden ikke er blevet mere fredelig.
Tværtimod viser nyere analyser, at antallet af konflikter er stigende.
Forskellen ligger i konfliktmønstret. I stedet for én samlet global konfrontation ser man i dag flere parallelle konflikter, der udspiller sig uafhængigt af hinanden.
USA’s mindre dominerende rolle som global samlingskraft har samtidig givet større plads til regionale magter, som i stigende grad forsøger at udvide deres indflydelse.
En ny form for usikkerhed
Udviklingen efterlader et komplekst billede. Verden kan være længere fra en traditionel verdenskrig, men samtidig præget af flere lokale og regionale konflikter.
Det internationale system fremstår svækket, og evnen til at finde fælles løsninger er under pres.
Dermed erstattes én type risiko af en anden.
Den store, altomfattende krig synes mindre sandsynlig, mens en mere fragmenteret og uforudsigelig verdensorden vinder frem.
