Femårige Egil skrev en besked til politiet - 30 dage senere dukkede to betjente op på familiens bopæl

Skrevet af Henrik R

23/05/2021
Foto: Synne Aunaas
Foto: Synne Aunaas
Egils familie spærrede øjnene op, da politiet pludselig troppede op.

Mest læste i dag

Norske Egil fik et stort ønske opfyldt, da han fejrede sin fem års fødselsdag. 

Egil er vild med politiet og har selv en uniform, som han tit har på i børnehave. Derfor måtte ordensmagten selvfølgelig inviteres med, da der skulle være fest hos den unge mand.

Det skriver NRK.

En måneds tid før fødselsdagsfejringen hjalp Egils mor Synne Aunaas sin søn med at skrive et brev til det lokale politi, som de sammen puttede i postkassen.

I brevet stod der blandt andet: 

"Til politiet i Halden. Kan I komme til min fødselsdag? Jeg bliver fem år. Hvis I har nogle tyve at fange, kan I bare gå. Jeg håber I kommer. I er rigtig seje. Kram fra Egil."

Foto: Synne Aunaas

Temaet for fødselsdagen var naturligvis politi, og Egil havde taget sin uniform på i dagens anledning. Familien og en flok venner fra Egils børnehave sad ifølge NRK rundt om bordet, da de pludselig hørte en bil komme kørende.

"Egil løb hen til vinduet og jamen, var det ikke en politibil, der dukkede op. Vi gik ned og mødte to politibetjente, Petter og Håkon. Egil blev vældig genert, men han nikkede, da jeg spurgte, om vi ikke skulle invitere dem ind," siger Synne Aunaas til NRK.

Foto: Synne Aunaas

Betjentene kom indenfor, hvor de viste nogle af de ting frem, som de havde i deres bælter. De sang også med, da der skulle synges fødselsdagssang for Egil. 

Artiklen fortsætter under billederne.

Foto: Synne Aunaas

 

Foto: Synne Aunaas

"Det var rigtig hyggeligt at blive inviteret, og det var sjovt at være med. Vi fornemmede, at det var stort for ham, for han var lidt ved siden af sig selv. Men der var mange, som var interesserede og spurgte, hvad vi lavede," siger Håkon til NRK.

Foto: Synne Aunaas

Jon Hellberg, som er leder hos politiet i Halden, kunne ikke stå for Egils fine brev og havde derfor bedt patruljen om at tage forbi og ønske ham tillykke med dagen, hvis der var mulighed for det.

Synne Aunaas og Egil har nu aftalt, at de sammen vil gå forbi den lokale politistation med et takkekort og et perlearmbånd, som Egil har lavet til dem.