Flere hundrede blev bombet: Nu er 130 af dem reddet

Skrevet af Mathias Madsen

18/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
130 personer er blevet reddet ud af det ødelagte teater i Mariupol.

Dagens topnyheder

Onsdag d. 16. marts blev en teaterbygning i den ukrainske by Mariupol udsat for et voldsomt bombardement. 

Angrebet kom fra Rusland til trods for, at der med store russiske bogstaver stod 'BØRN' på jorden foran teatrets to ender.

Skriften var et forsøg på at oplyse de russiske styrker om, at der i kælderen på teateret gemte sig mere end 1.000 civile - herunder børn - som forsøgte at overleve de mange bombardementer. 

Det russiske militær var dog tilsyneladende fuldstændig ligeglade, da teatret altså blev bombet sent onsdag aften. 

Nyheden gik hurtigt verden rundt, og man frygtede, at mange af de civile havde mistet livet. 

Senere kom det dog frem, at det tilsyneladende ikke havde kostet nogle civile livet, men de cirka 1.300 personer var stadig fanget under ruinerne. 

"For kort tid siden fik vi besked om, at beskyttelsesrummet har holdt stand og at folk indenfor har overlevet," udtalte Dmitrij Gurin, som er medlem af det ukrainske parlament, til BBC.

Nu er der endnu en god nyhed i sagen, da en ombudskvinde for menneskerettigheder i Ukraine ifølge TV2 har udtalt til Reuters, at 130 af de indspærrede borgere i dag, d. 18. marts, er blevet reddet ud af ruinerne. 

Den gode nyhed er desværre én af få, da Mariupol er én af de mange ukrainske byer, som er under russisk kontrol og derfor har meget svært ved at importere nok mad og vand til byen, ligesom at der også er mangel på elektricitet og varme.

Ifølge TV2 har WFP, som er FN's verdensfødeprogram, således advaret om, at forsyningen af madvarer til de ukrainske byer er ved at "falde fra hinanden."

Dansk Røde Kors meldte ligeledes ud i sidste uge, at en reel humanitær krise er ved at ramme flere ukrainske byer, og at Mariupol, som har mere end 150.000 indbyggere, er én af dem, som er hårdt ramt.