Forsvarsministerium: Sådan går det for de russiske styrker

Skrevet af Mathias Madsen

09/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det britiske forsvarsministerium kommer dagligt med en opdatering om krigens forløb ifølge deres efterretninger.

Dagens topnyheder

Dagens opdatering beskriver meget tydeligt, at krigen fortsat viser sin grumme side i Ukraine, og det lyder til, at russerne fortsat møder stor modstand fra de ukrainske styrker. 

I starten af den russiske invasion udtalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at han forventede, at det ville blive en "kort og nem" krig, hvilket det dog tilsyneladende ikke er blevet.

Mange eksperter har ligeledes udtalt, at Putin og de russiske styrker formentlig har mødt væsentlig større modstand end de havde forventet - eller i hvert fald håbet.

Skal man tro på det britiske forsvarsministerium, så lyder det da også til, at de ukrainske styrker fortsat opretholder et stærkt forsvar. 

I deres daglige opdatering på krigens forløb på Twitter har de således i dag, d. 9. marts, skrevet, at kampene godt nok fortsætter i den nordvestlige del af Kyiv, men at de "russiske styrker gør ingen betydelige fremskridt," og det er således stadig ikke lykkedes Rusland at indtage Ukraines hovedstad. 

Samtidig skriver ministeriet, at de ukrainske styrker tilsyneladende har "nydt betydelig succes mod Ruslands moderne kampfly," hvilket formentlig har forhindret Rusland i at få "nogen form for kontrol over luftrummet."

Netop luftrummet har ellers været et stort problem for ukrainerne, som har været udsat for konstante russiske bombardementer, siden krigen startede d. 24. februar og har bedt om Vestens hjælp til at opretholde et flyveforbud over landet. 

En forespørgsel som både USA, EU og NATO har afvist. 

Det er dog ikke kun gode nyheder for ukrainerne, som ministeriet kommer med, da de desuden understreger, at de ukrainske byer Kharkiv, Chernihiv, Sumy og Mariupol fortsat er omringet af russiske soldater. 

Der meldes desuden om, at samtlige af disse byer er under kraftig beskydning med russiske missiler.