Frygtelig besked fundet på siden af russisk missil, som ramte togstation i Kramatorsk

Mathias Madsen

129 uger siden

|

11/04/2022
Udland
Foto: Twitter
Foto: Twitter
Ét af de missiler, som forleden dræbte adskillige civile på en togstation i Ukraine, havde angiveligt en frygtelig besked skrevet på siden.

Dagens topnyheder

Fredag formiddag ramte et missilangreb ifølge ukrainske kilder en togstation i den ukrainske by Kramatorsk. 

Her stod omkring 4.000 civile - primært børn og kvinder - og ventede på at blive evakueret fra området, da to russiske missiler ramte togstationen og dræbte mindst 39 civile og sårede flere hundrede.

Siden har forfærdelige billeder af livløse børn, kvinder og ældre, som ligger blandt kufferter på perronen, floreret på de sociale medier, og borgmesteren i byen, Olexander Honcharenko, har udtalt, at hospitalerne i byen slet ikke kunne følge med det store antal sårede. 

Flere ukrainske politikere - inklusiv landets præsident - har offentlig anklaget Rusland for at stå bag angrebet, som er et brud på krigens regler, da der primært befandt sig civile på togstationen, som ikke ligger i nærheden af nogen militære bygninger. 

Rusland afviser dog, at de stod bag og har samtidig anklaget USA og Vesten for at have iscenesat angrebet og fået det til at ligne, at det var Rusland, der stod bag. 

Uanset hvem der stod bag det frygtelige angreb, så har billeder fra stedet ifølge Ladbible afsløret, at der var en mindst lige så frygtelig besked på ét af de to missiler. 

Det skal dog understreges, at billederne, som er delt af ukrainske kilder, ikke er blevet verificeret. 

Disse billeder viser angiveligt ét af de to missiler, som ligger på et stykke græs ved togstationen, og her kan man se, at: "за детей" er skrevet på siden af missilet.

Foto: Twitter

Det er russisk og betyder direkte oversat: "Til børnene."

Flere russere har dog siden påpeget, at det nærmere betyder "som hævn for børnene." Hvad det helt præcis skal betyde er uklart, men de påpeger, at det ikke betyder, at missilet er tiltænkt børn. 

Missilet var dog en del af angrebet, som kostede mindst to børn livet og sårede hundredevis af både børn, kvinder og ældre.

Angrebet skete kun få timer efter, at russiske missilangreb ødelagde jernbaneskinner i området, som gjorde, at mindst tre tog med civile ikke kun forlade området. 

Det mistænkes derfor, at Rusland forsøgte at samle flest mulige civile på togstationen forud for angrebet, som Rusland altså menes at være ansvarlig for.