Har fået nok: Kofod vil trække Putin i retten

Skrevet af Mathias Madsen

10/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danmark tilslutter sig nu rækken af lande, som vil have Rusland undersøgt for krigsforbrydelser mod Ukraine.

Mest læste i dag

Rusland og landets præsident, Vladimir Putin, er nærmest siden krigens start, d. 24. februar, blevet beskyldt for at bryde flere af krigens regler. 

Først og fremmest har Ukraine meldt ud, at Rusland har ramt adskillige civile mål med bomber og missiler - herunder skoler, hospitaler og beboelsesområder - til trods for, at Putin konstant benægter at sigte efter civile.

En påstand som er svær at tro på, da flere hundrede civile - herunder kvinder, børn og ældre - allerede er døde som konsekvens af de russiske bombardementer, ligesom at videoer og billeder af flere smadrede skoler og hospitaler florerer på de sociale medier. 

Senest er det blevet meldt ud, at Rusland natten til torsdag, d. 10. marts, har bombet en fødeafdeling på et hospital i den ukrainske by Mariupol, hvor der i første omgang blev meldt om 17 sårede civile. 

Nu skriver TV2 dog, at Mariupols byråd på beskedtjenesten Telegram ifølge AFP har meldt ud, at en pige og to voksne civile er døde under bombeangrebet på hospitalet. 

Alle disse forfærdelige handlinger har ført til, at flere NGO'er - såsom Amnesty International - og landes regeringer har krævet, at Rusland bliver undersøgt og stillet til ansvar for at bryde krigens regler. 

En holdning som Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, i dag meldte ud på et kort pressemøde, at Danmark er enig i. 

Kofod udtalte desuden, at der allerede er sat flere undersøgelser af Ruslands handlinger i gang hos FN og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). 

Udover de handlinger og angreb, som Rusland allerede har udført, så går der også rygter om, at Putin har planer om at bruge ulovlige våben såsom kemiske våben og de frygtede 'sommerfugle miner'. 

Kemiske våben er forbudt for Rusland at bruge i henhold til Konventionen Om Kemiske Våben, som trådte i kraft for mere end 20 år siden, og 'sommerfugle miner' er forbudte at bruge i krig i henhold til Geneve Konventionen, som er den konvention, der angiver de alment gældende regler for krig og blandt andet siger, at civile ikke må angribes direkte.