Kvinde fik symptomer afvist som menstruationssmerter – men så kom den ødelæggende diagnose

Megan Jones mærkede en usædvanlig smerte i benene i april 2024, som føltes som følelsesløshed i den øverste del af lårene. Smerten faldt sammen med hendes menstruation, så lægerne mente, at det var smertefulde menstruationskramper.

Det var ‘så frustrerende’ for Megan, som fortæller Newsweek, at det føltes mere alvorligt, og hun ønskede, at det blev undersøgt. Smerten stemte slet ikke overens med de forklaringer, hun fik.

I de følgende uger blev smerterne værre. Megan fortæller selv, at smerten blev ‘en dyb smerte i venstre ben’, som strålede ned bag på låret og helt ned til knæet. Da hun vendte tilbage til lægen, fik hun diagnosen iskias og fik et telefonmøde med en fysioterapeut.

“I begyndelsen af juni kontaktede jeg lægen igen, fordi jeg havde brug for stærkere smertelindring, da bensmerterne ødelagde min hverdag,” siger Megan, der i dag er 26 år, til Newsweek.

“Det var her, jeg bemærkede de mindre symptomer: åndenød, svimmelhed, smag af blod, vægttab, oppustethed, manglende appetit, ekstrem træthed og kløende hud.”

På det tidspunkt var Megan begyndt i et fitnesscenter, passede sin kost og havde travlt på arbejdet. Symptomerne virkede derfor lette at forklare. Men efterhånden som smerterne tog til, blev hun sendt hjem fra arbejde, fordi hun næsten ikke kunne stå op, og hun blev forpustet, selvom hun sad ned.

“Jeg følte, at der ikke fandtes nogen løsning på den smerte, jeg havde. Den var ubeskrivelig, men jeg forventedes alligevel at leve normalt,” siger Megan.

Lægerne anbefalede Ibuprofen, uden at vide, hvor farligt det var for hende. Trods regelmæssigt indtag medicin hjalp intet, og bensmerterne var konstante. Midt i det hele tog hun og hendes partner til Paris i juni 2024, hvor de blev forlovet i Montmartres smukke omgivelser.

“Jeg kan huske, at jeg blev ked af det lige før turen, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle klare smerten. Jeg tror, at glæden ved at blive forlovet hjalp mig igennem,” fortæller Megan.

“Under turen fik jeg et nyt og skræmmende symptom: nattesved. Jeg vågnede drivvåd hver morgen, men troede, at det skyldtes for meget Ibuprofen og alkohol. Alligevel vidste jeg, at noget var helt galt.”

To uger efter forlovelsen bemærkede Megan røde pletter på benene og blå mærker på kroppen. Hun gik igen til lægen, da hun var bekymret for meningitis. Den mistanke blev hurtigt afkræftet, men hun blev sendt på akutmodtagelsen for at få en blodprøve – en beslutning, der skulle ændre alt.

Til hendes overraskelse blev hun kaldt ind til en overlæge næste morgen, der fortalte, at hospitalet ikke kunne behandle leukæmi, så hun skulle overføres til et større hospital.

“Min første reaktion var chok. Jeg kunne ikke sige andet end at spørge, om jeg ville klare mig, for min eneste viden om leukæmi kom fra at have læst om det og set filmen My Sister’s Keeper,” siger Megan.

En knoglemarvsprøve bekræftede, at Megan havde B-celle akut lymfatisk leukæmi, og at sygdommen havde udviklet sig hurtigt. Hun måtte ringe til sin mor og fortælle, at hendes førstefødte barn havde kræft som 24-årig.

Behandlingen kunne ikke vente, og Megan måtte begynde kemoterapi med det samme. Hun kunne ikke nå at få sine æg udtaget, hvilket var svært at acceptere. Hun havde altid drømt om at få børn, men stod nu over for risikoen for at miste fertiliteten.

Megan blev derefter overført til The Christie, som er et specialhospital for unge med kræft.

“Jeg begyndte med en høj dosis steroider for at sænke det høje antal hvide blodlegemer samt antibiotika for at forebygge infektion. Derefter startede kemoterapien, som jeg fik fire runder af, inden jeg begyndte vedligeholdelsesbehandling, som skulle have varet næsten to år,” fortæller Megan.

Kemoterapien var hård, og hun blev flere gange indlagt for at behandle infektioner, herunder sepsis.

“Da jeg begyndte at se ændringer i min krop, kæmpede jeg virkelig. Jeg tog meget på, mit ansigt blev hævet af steroider, min kropsform ændrede sig, og mit tøj passede ikke længere,” siger hun.

“De drastiske ændringer er svære at håndtere, hvilket er grunden til, at kræft er en mental kamp lige så meget som en fysisk.”

At opleve et tilbagefald

Efter hun ringede med klokken i april 2025, var hendes rejse langt fra slut. Vedligeholdelsesbehandlingen skulle fortsætte i næsten to år, men et tilbagefald ændrede alt.

Tre måneder inde i vedligeholdelsesbehandlingen vendte bensmerterne tilbage. De strålede nu gennem brystet, ribbenene og armene, så Megan hastede til hospitalet.

Men undersøgelserne viste ikke tegn på kræft, og lægerne ignorerede hendes sygehistorie. Hun fik at vide, at smerterne var ‘neurologiske og at hun skulle stoppe med at spise sukker’.

Da hun endelig kom tilbage til The Christie, blev det opdaget, at hun faktisk havde fået tilbagefald, og leukæmien var nu til stede i 60 % af hendes knoglemarv. En kræftknude blev fundet i en hævelse på rygsøjlen, som forårsagede spinal kompression. Det krævede intensiv kemoterapi at skrumpe knuden.

“Konsulenterne vidste ikke, hvordan jeg ville reagere på kemoterapien, men den var ekstremt effektiv og fik mig i remission. Det var en enorm lettelse efter den hårde behandling – der var tidspunkter, hvor jeg frygtede ikke at overleve,” siger Megan.

Jones modtog derefter CAR-T-behandling, som er en relativt ny form for immunterapi, hvor patientens T-celler genetisk modificeres til at angribe kræftceller.

At navigere livet med kræft

Gennem hele forløbet har Megan delt sin rejse på sociale medier (@m.egnolia på TikTok og Instagram). Hun har fortalt åbent om sine symptomer, om at blive afvist af læger, og om hvordan hun håndterer behandlingen, for at øge opmærksomheden og hjælpe andre.

Selvom Megan blev afvist, fordi lægerne mente, at hun var ‘for ung til kræft’, håber hun, at hendes historie kan inspirere andre til at kæmpe for sig selv.

“Du kender din egen normal, så hvis noget afviger det mindste, så tøv ikke med at søge hjælp. Hvis du ikke er tilfreds, så bliv ved med at presse på for svar eller få en second opinion,” siger Megan.

“Du er stadig et menneske – ikke kun en diagnose – selvom det nogle gange føles sådan. Hvis du kæmper med en kræftdiagnose, så kontakt velgørenhedsorganisationer, der kan hjælpe. De kan give råd, økonomisk støtte eller bare være nogen at tale med.”