Malaysia efterforsker kun besætning på forsvundet fly

Malaysiske myndigheder har indsnævret personefterforskningen i forbindelse med det forsvundne fly MH370 til kun at omfatte piloterne og kabinepersonalet.

Landets nationale politichef fortæller, at de 227 passagerer er renset for mistanke om kapring, sabotage, personlige og mentale problemer, der kunne have ført til flyets forsvinden 8. marts.

- De er blevet renset for de fire, siger Khalid Abu Bakar ifølge nyhedsbureauet Bernama.

Myndighederne har stadig ikke udelukket en teori om, at mekaniske problemer kunne være årsagen til, at Boeing 777-flyet forsvandt i begyndelsen af marts.

Efterforskerne regner det imidlertid for mere sandsynligt, at flyet med overlæg blev dirigeret væk fra den planlagt rute mellem Kuala Lumpur og Beijing.

Politiet mener, at folk med indgående kendskab til både Boeing 777-200ER og flynavigation slukkede flyets kommunikationssystem, før der blev sat en ny kurs.

Det gør, at efterforskningen er indsnævret til de to piloter, den 53-årige flykaptajn Zaharie Ahmad Shah og copiloten, 27-årige Fariq Abdul Hamid.

Efterforskningen af de to personer har imidlertid ikke ført til konkret mistanke.

- Vi fokuserer på piloterne, men vi kan ikke bringe mere klarhed over det, før vi har den sorte boks, siger en politikilde til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip