Mand har holdt sin hånd hævet over hovedet i over 45 år og har ingen planer om at sænke den

Skrevet af Mathias Madsen

07/12/2021
Foto: Twitter/@V_shuddhi
Foto: Twitter/@V_shuddhi
I kampen mod krig og optøjer har Amar Bharati holdt sin højre arm uafbrudt hævet over hovedet i mere end 45 år. Der er nu gået så længe, at han er i tvivl om, hvorvidt han er i stand til at sænke den igen.

Mest læste i dag

I 1970'erne blev meget af verden opmærksomme på en mand ved navn Amar Bharati. Han hævede sin arm over hovedet i 1973 i kampen for fred i verden, og han forklarede, at han ikke havde i sinde at sænke armen igen.

I dag, cirka 48 år efter, har det vist sig, at Bharati har holdt sit ord, da hans arm stadigvæk er holdt højt over hovedet. Det skriver The Daily Star

I 1973 var han en gift mand med tre børn, som arbejdede i en bank. Men han besluttede sig for at dedikere sit liv til at kæmpe for verdensfred, og til at leve for den hinduistiske gud Shiva. Han fandt derfor på at holde armen hævet over hovedet, så længe som muligt, som et billede på hans kamp mod krig i verden.

"Jeg forlanger ikke meget. Hvorfor slås vi, hvorfor er der så meget had og fjendskab imellem os? Jeg vil have hele verden til at leve i fred," har Bharati udtalt.

Ifølge Ladbible har han forklaret, at de første to år var smertefulde, men at det stille og roligt blev bedre i takt med, at han mistede alt føling i armen. 

På billeder kan man se, hvordan Bharatis arm er skrumpet, og det ser ud som om, at det nærmest kun er knoglen, der er tilbage. Dette skyldes formentlig, at blodet ikke er i stand til at nå ordentlig ud i armen, når den er hævet så langt over hjertet i så lang tid. 

På det sociale 'spørgsmål-og-svar websted' Quora er det blevet diskuteret, om Bahrati overhovedet vil være i stand til at sænke armen igen, eller om den permanent har 'sat sig fast' i en stilling over hovedet. 

En bruger skriver: "Da knoglestrukturen stadig er intakt, vil armen formentlig ikke knække som en gren, men derimod formentlig gå fra hinanden i et led, hvor brusk er udtørret og har trukket sig tilbage."

En anden skriver: "Jeg tror ikke, at han vil være i stand til at bruge sin arm igen, fordi blodcirkulationen i hans hånd vil være markant minimeret, hvis ikke helt stoppet, hvilket vil resultere i, at alt væv vil dø."

Om det er muligt for Bahrati at sænke sin arm igen, og hvad der i så fald vil ske, finder vi måske aldrig ud af. Bahrati har i hvert fald ikke tænkt sig at sænke armen lige foreløbigt, og han kæmper videre i sin kamp for verdensfred.