Nordmand idømt livstid for drab på landsmand i Congo

Skrevet af admin

19/02/2014

Dagens topnyheder

Nordmanden Joshua French er blevet idømt fængsel på livstid for drab på en landsmand ved en militærdomstol i Den Demokratiske Republik Congo. Det skriver det norske nyhedsbureau, NTB.

Dommen lyder på overlagt drab, som kan føre til dødsstraf i Congo. Men retten lægger vægt på, at han på grund af "formildende omstændigheder" ikke kan idømmes den højeste straf.

Joshua French blev i 2009 anholdt sammen med samarbejdspartneren og vennen Tjostolv Moland, efter at deres chauffør blev fundet dræbt, og de blev siden dømt til døden ved tre retsinstanser i DR Congo.

Moland blev i august sidste år fundet død i fængselscellen, som han delte med French.

Congolesisk politi har tidligere sagt, at han tog sit eget liv, men i december sidste år valgte congolesisk politi - til det norske kriminalpoliti, Kripos', store overraskelse - at tiltale Joshua French for mordet.

Ifølge onsdagens dom blev Moland bedøvet og kvalt med et reb inde i de to nordmænds celle. Retten mener ikke, at der er nogen tvivl om, at French dræbte ham.

- Moland blev kvalt, efter at have drukket vodka, lyder det i dommer Serge Kabondos kendelse.

Her fastslår dommeren også, at French "bevidst havde drukket mindre vodka end Moland" den skæbnesvangre aften.

- Efter Moland havde drukket vodka, havde French allerede kontrollen over ham. Teorien om selvmord kan udelukkes, lyder det.

Domsafsigelsen mod French er blevet udsat adskillige gange. Den skulle i første omgang have fundet sted 11. februar, men en rapport fra to norske læger blev uventet lagt frem i retten samme dag, hvilket sikrede en udsættelse af sagen.

Den nu livstidsdømte Joshua French kan anke dommen inden fem dage.

Norges udenrigsminister, Børge Brende, kan slet ikke forstå onsdagens dom.

- Set i lyset af at congolesiske og norske efterforskere kom til en fælles konklusion om, at Moland tog sit eget liv, stiller vi os helt uforstående overfor, at French er dømt for drab, siger Brende til NTB.

Han siger endvidere, at udenrigsministeriet vil fortsætte arbejdet med at få French hjem til Norge, og at der er stærke humanitære grunde til at finde en løsning på situationen.

/ritzau/NTB