Politimand blev misbrugt som barn: Nu kæmper han for bedre forhold for voldtægtsofre

Jon Needham voksede op i et fattigt kvarter i det nordlige England, og han fik derfor ikke en nem start på livet, men det skulle hurtigt vise sig, at det kunne blive meget værre.

Det britiske medie Ladbible har talt med Jon, som i dag er 46 år, og hans historie er noget ud over det sædvanlige.

Som syvårig blev han nemlig sat i plejefamilie, da hans far røg i fængsel, og hans mor blev tvangsindlagt på et sikret psykiatrisk hospital. 

Her gik syvårige Jon fra at leve i en ustabil og utryg familie til at leve i et regulært mareridt, som skulle vise sig at blive den mest traumatiserende tid i hans liv. 

I løbet af det næste års tid blev han nemlig jævnligt placeret i et lille rum sammen med sin plejefar, som voldtog ham. 

“Jeg ville fokusere på et lys i det fjerne […],” har den 46-årige forklaret til Ladbible om sin taktik til at overleve de mange overgreb. 

“Folk siger, at jeg er en god pokerspiller, fordi jeg kan komme til et sted i mit sind, hvor jeg ikke viser nogle følelser […],” har han uddybet og samtidig forklaret, at han ofte bruger det i sit nuværende arbejde som politimand, når han for eksempel er kaldt ud til tragiske dødsfald eller terrorangreb. 

“Jeg tror, at jeg bare tager til et sted, hvor det på en måde beskytter mig mentalt og følelsesmæssigt,” har han forklaret. 

Plejefaren, som misbrugte ham, havde en militær baggrund og kunne udover voldtægterne finde på at storme ind på den lille drengs værelse iført en gasmaske og med en stor kniv i hånden og tvinge ham til at tisse i sengen. 

Ikke overraskende har det først til, at Jon meget af sit liv har været et “nervevrag” og blandt andet har lidt af posttraumatisk stress (PTSD). 

“Jeg havde mareridt om en fyr med en gasmaske og knive […] i 20 år,” har han således udtalt om konsekvenserne af de traumatiserende oplevelser hos plejefamilien. 

Da Jon var i teenageårene blev hans far løsladt, hvilket betød, at Jon endelig slap væk fra plejefamilien. 

Herefter brugte han sin ungdom som et nervøst “nervevrag,” der hoppede mellem forskellige jobs uden et egentligt formål i livet. 

I løbet af sine tyvere fandt han dog ud af, at han gerne ville være politibetjent, og efter utallige mislykkede forsøg på at blive optaget, blev han endelig optaget hos politiet i 2009.

Hans nye erhverv gjorde, at han følte sig forpligtet til at anmelde de mange overgreb, som han ellers havde holdt for sig selv i mere end to årtier. 

Retssagen forløb dog ikke, som Jon havde håbet.

I retten spurgte dommeren ham, hvorfor han først anmeldte det nu – 26 år efter hændelserne – hvilket Jon forklarede med, at han havde følt meget skam over det, at han derfor ikke turde fortælle nogen om det. 

“Det er derfor, at det tager så lang tid for mange folk, som har været igennem lignende oplevelser som mig, at snakke om disse ekstremt svære omstændigheder,” har Jon forklaret. 

Efter en lang og for Jon hård retssag gik den anklagede fri, da der var mangel på beviser. 

Det resulterede i, at Jon brød fuldstændig sammen og igen begyndte at blive plaget af angstanfald og depression. 

Efter lang tid kom han dog oven på igen takket være en terapeut, som ifølge ham er grunden til, at han er den, han er i dag. 

“Hun dømte mig ikke for noget af det, jeg sagde, og jeg følte, at hun troede på mig […],” har han forklaret. 

I dag arbejder Jon som politibetjent og arbejder med organiseret kriminalitet, men han er samtidig også ambassadør for voldtægtsofre og hjælper sine kolleger med at forstå, hvordan det er at være offer for et overgreb. 

Han arbejder desuden på at få indført mindst én “offer overlever ambassadør” i hver eneste politistyrke i Storbritannien. 

“De ville give ofre og overlevere en sand stemme,” har han forklaret om de ambassadører, som han håber, at politiet vil hjælpe med at uddanne ved at forbedre deres empati og hjælpe dem med at forstå, hvordan det er at være et offer for voldtægt. 

Jon er selv endelig havnet et sted, hvor han er tilfreds med sit liv.

Han har således udtalt: “Tingene har aldrig været så gode. Jeg lider ikke af depression. Jeg fortryder intet. Skyldfølelsen, skammen er alt sammen væk. Jeg er faktisk virkelig stolt.”

Jeg gik ned ad gaden den anden dag og smilede til mig selv, fordi jeg tænkte på, hvor langt jeg er kommet. Det er faktisk næsten et mirakel,” har han udtalt.