Starbucks lukker 130 caféer permanent

Skrevet af Mathias Madsen

24/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Starbucks har besluttet at lukke 130 caféer permanent.

Dagens topnyheder

For præcis tre måneder siden rullede de første russiske tanks ind over grænsen til Ukraine og startede en invasion, som skulle vise sig at vare længere end forventet. 

Krigen raser fortsat derudad, og det har uundgåeligt enorme konsekvenser for Ukraine og det ukrainske folk, som hver dag mister landsmænd i kampen mod besættelsesmagten.

Selvom krigen foregår i Ukraine, bliver den almene russer også ramt, da verdenssamfundet har vendt sig mod Rusland. 

En stribe af sanktioner fra blandt andet EU og USA har ramt Rusland hårdt på pengepungen, men også en lang række private selskaber har valgt at straffe Rusland for deres beslutning om at invadere Ukraine. 

Det gælder blandt andre McDonald's, som for nyligt meldte ud, at de har tænkt sig at sælge samtlige 850 restauranter i det store land, og nu har endnu en gigantisk virksomhed fulgt trop. 

Ligesom McDonald's meldte kaffekæden Starbucks kort efter krigens start ud, at deres 130 caféer i Rusland ville være lukket på ubestemt tid, men nu har de taget samme beslutning som McDonald's om at lukke alle deres caféer permanent. 

Den verdensomspændende kæde siger således farvel til cirka én procent af deres indtjening på verdensplan og 2.000 medarbejdere, når de lukker 130 caféer i Rusland. 

Det skriver Unilad

Kæden er dog ikke ude på at straffe uskyldige russere, og de har derfor valgt at fortsætte med at betale løn til samtlige 2.000 medarbejdere i de næste seks måneder, så de har tid til at finde et nyt arbejde. 

I forbindelse med den midlertidige lukning af caféerne i marts udtalte kædens tidligere direktør, Kevin Johnson: "Vi ser fortsat tragiske begivenheder udfolde sig og i dag, har vi besluttet at lukke for forretningsaktivitet i Rusland, inklusiv import af Starbucks-produkter."

Dengang lovede han desuden, at der ville blive solgt ud af aktierne i Starbucks i Rusland, og at de penge ville blive doneret til velgørende formål, som arbejder i Ukraine, men nu har kæden altså meldt ud, at alt bliver solgt. 

Starbucks er derfor snart fortid i Rusland.