Det er altid lidt underholdende, når tv-reportere eller nyhedsværter kløjs i ordene og får sagt noget værre volapyk.
Ofte er det også tydeligt, at værterne og reporterne også selv kan se det sjove i situationen.
Det må man sige også er gældende for den australske reporter Lana Murphey, der kom til at snuble over ordene.
‘Fuck my life’
Hun skulle forklare om spredningen af coronavirus i byen Victoria, men fik ikke sagt navnet på stedet korrekt, skriver Mirror.
Idet hun troede, at kameraet var stoppet med at filme, fik hun grinende sagt sætningen ‘Fuck my life’, mens hun rettede på sit hår.
Optagelsen blev ikke sendt direkte, men ved et uheld lykkedes det tv-stationen at få det forkerte klip på, da der senere på dagen blev sendt en nyhedsudsendelse, hvor seerne blev klogere på corona-situationen i byen Victoria.
Det er typisk 2020
Efter episoden undskyldte Lana Murphey på Twitter.
Hun skrev, at det tydeligvis var det forkerte klip, der blev vist på live-tv og sluttede af med at understrege, at hendes ‘fuck my life’-kommentar vist var ret sigende for året indtil videre.
Det gav hendes mange følgere hende ret i, og der var kun god stemning i kommentarfeltet, hvor der også flere gange blev brugt grine-emojis og rosende ord om den australske reporter.
Du kan se klippet øverst i denne artikel, hvor Lana Murphey siger f-ordet.