USA betalte 2,6 milliarder til Iran ved fangeudveksling

Skrevet af Redaktionen

19/08/2016

Mest læste i dag

USA indrømmer nu for første gang, at landet betalte 400 millioner dollar i kontanter til Iran i forbindelse med en fangeudveksling i januar.

I månedsvis har den amerikanske regering og præsident Barack Obama fastholdt, at beløbet, svarende til cirka 2,6 milliarder kroner, var betaling for en gammel strid om våbenkøb - og ikke var en løsesum for de amerikanske fanger.

- Betalingen af de 400 millioner dollar blev ikke gennemført, før fangerne var løsladt. Vi udnyttede det som en mulighed til at sikre os, at vores folk kom ud i sikkerhed, siger John Kirby, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, torsdag ifølge Reuters.

Jason Rezaian, der var avisen The Washington Posts korrespondent i Teheran, den kristne præst Saeed Abedini og Amir Hekmati, der tidligere har været tilknyttet USA's flåde, var blandt de fanger, der var med flyet hjem til USA.

Udvekslingen skete i kølvandet af ophævelsen af de internationale sanktioner mod Iran efter den skelsættende atomaftale sidste år.

Både Barack Obama og udenrigsminister John Kerry har benægtet, at betalingen til Iran var løsesum for at få fangerne hjem eller for at få Iran til at gå med til en atomaftale.

Det Hvide Hus offentliggjorde 17. januar i år, at det havde frigivet de 400 millioner dollar, som havde været indefrosset siden 1981, som del af et forlig i en langvarig strid.

Pengene blev betalt i kontanter på grund af de daværende økonomiske sanktioner.

Foruden pengene benådede USA også syv iranske fanger og droppede arrestordrer på 14 andre.

Nyheden om den store betaling har fået Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, op af stolen.

- Vi ved nu fra udenrigsministeriet, at præsident Obama løj om de 400 millioner dollar i kontanter, som blev fløjet til Iran.

- Han benægtede, at det var for gidslerne, men det var det. Han sagde, at vi ikke betaler løsesum, men det gjorde han. Han løj om gidslerne - helt åbenlyst, siger Donald Trump ifølge Reuters.

Regeringen fastholder - på trods af anklagerne - at der ikke var tale om en løsesum for fangerne.

/ritzau/